Fundet død på fortovet: To fængslet for at tæve mand ihjel

Grundlovsforhøret af to mænd fra Hirtshals-området blev holdt for lukkede døre

Stort politiopbud på gaden, hvor den unge mand blev fundet. Foto: René Schütze
Stort politiopbud på gaden, hvor den unge mand blev fundet. Foto: René Schütze

To mænd er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet, sigtet for at slå en 42-årig rumænsk mand ihjel i Hirtshals.

Det oplyser senioranklager Jette Rubien til Ekstra Bladet.

- De er sigtet for manddrab og subsidiært vold med døden til følge ved at sparke og slå ham i hovedet og på kroppen, siger hun.

De to formodede gerningsmænd er begge fra Hirtshalsområdet og er hhv. 26 og 30 år. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor kan offentligheden ikke få nærmere oplysninger om selve overfaldet.

Se også: Politi med gennembrud i drabssag: Vi ved, hvad der er sket

Den 42-årige mand blev fundet død på fortovet på på Sophus Thomsensgade i Hirtshals tidligt lørdag morgen klokken  05.31.

Da politiet nåede frem, kunne betjentene blandt andet konstatere, at den afdøde mand havde nogle skader i ansigtet, som ikke stammede fra et fald.

Efter nogle timers efterforskning anholdt politiet fire mænd på en nærliggende adresse klokken cirka 09.30. Politiet oplyste, at der var indikationer på, at de havde været sammen med den afdøde mand fredag.

Lørdag eftermiddag kunne politiet så meddele, at yderligere to mænd var anholdt i sagen, og senere blev de første fire løsladt.

Se også: To mænd sigtet for drab: Død mand fundet i Hirtshals

Omstændighederne omkring anholdelserne af de to ønsker politiet ikke at oplyse.

Mændene er foreløbig fængslet frem til 9. november på begrundet mistanke. Fordi grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, vil anklager Jette Rubien ikke oplyse, hvordan de to forholder sig til sigtelsen.

Den afdøde rumænske mand boede og arbejdede i Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere