Fundet på Madsens computer: Uhyggelig tegnefilm vist i retten

En animationsfilm af en kvinde, der får skåret halsen over er netop blevet vist i sagen mod Peter Madsen

Ekstra Bladet følger retssagen tæt - se en gennemgang af anden retsdag her.

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En uhyggelig og amatør-animeret film er netop blevet vist i retssal 60 i byretten, hvor Peter Madsen sidder tiltalt for drabet og parteringen af den svenske journalist Kim Wall.

Den kun 40 sekunder lange animationsfilm viser en rødhåret kvinde, som bliver filmet af en mand og i afklædt tilstand til sidst får skåret halsen over. Sekvensen bliver afspillet et par gange, hvor kameraet for hver gang går tættere på kvinden.

Politiet fandt tegnefilmen sammen med en række andre animationsfilm i samme tema på Peter Madsens computer i forbindelse med efterforksningen.

Peter Madsen nægter drab og seksuel mishandling, men erkender, at han har parteret Kim Wall. Foto: Sonny Windstrup 112 - 21. mar. 2018 - kl. 10:56 Peter Madsen: Derfor stak jeg liget

Anklager Jakob Buch-Jepsen advarede retten om det uhyggelige indhold, inden filmen blev afspillet. Forinden forsøgte Peter Madsen ellers at få retten til afvise at vise filmen for hele salen.

- Hvis du fører en narkosag, er det ikke sådan, at dommeren skal prøve narko. De her film er nogle, jeg har set meget sjældent. Måske har jeg set en enkelt film, og så er der gået lang tid, før jeg måske har set en mere, lød det fra Peter Madsen.

- Jeg ville ikke kunne holde til at se dem. Jeg synes, at du skal holde den til de professionelle dommere, sagde han videre.

Retten besluttede dog at afspille videoen på trods af den 47-årige drabstiltaltes protester.

- Kan du se, at det er påfaldende, at Kim Wall har fået skåret hoved af i relation til, at du har sådan en film på din harddisk, spurgte anklager Jakob Buch-Jepsen.

- Du vil kunne tiltale mig for alt, og der ville være påfaldende ting at finde. Med de ting, jeg laver, ville du kunne finde mange påfaldende ting, lød svaret fra Peter Madsen.

På opfinderens computer fandtes også hjemmelavede sex-videoer, hvor Peter Madsen selv optræder - blandt andet med et såkaldt 'Go Pro' kamera spændt fast på hovedet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere