Gæster på fynsk bar indlagt med ætsninger

Mindst tre gæster på Bubbas Bar i Middelbart har oplevet ætsninger efter bytur natten til søndag

To personer er søndag indlagt på Odense Universitetshospital med ætsninger.

Fælles for patienterne er, at de har været gæster på Bubbas Bar og Natklub i Middelfart. En tredje person har også været indlagt til behandling.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, og bliver bekræftet af Fyns Politi over for Ekstra Bladet tidligt mandag morgen.

- Vi er stadig i gang med undersøge de nærmere omstændigheder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Vi har sikret en masse prøver, som vi er i gang med at undersøge, men vi har stadig ikke fundet ud af, hvor stoffet stammer fra, siger vagtchef Kim Moesgaard til Ekstra Bladet

Også videoovervågningen bliver tjekket for at se, om der ligger en forbrydelse bag.

Ifølge pressemeddelelsen kan det ætsende indhold have været i forskellige drikkevarer på natklubben.

Fødevarestyrelsen beder gæster på Bubbas Bar og Natklub natten til søndag om at henvende sig til lægevagten eller egen læge, hvis de har eller har haft svie eller brændende fornemmelse, sår eller afskalning på tungen eller slimhinderne i mundhulen, smerter i svælget, samt problemer med at synke.

- Der er stadig to unge mænd, der er indlagt med ætsninger i halsen, og de er under behandling på Odense Universitetshospital. De er ikke i livsfare, siger Kim Moesgaard til Ekstra Bladet tidligt mandag morgen Fyns Politi.

Udover de to mænd har ingen andre henvendt sig til politiet med lignende symptomer.

Søndag aften er det såkaldte Fødevarerejsehold til stede på Bubbas Bar sammen med Fyns Politi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere