Genbrugsplads evakueret: Bomberyddere på vej

En genbrugsplads i Kolding er blevet evakueret, efter en mortergranat er blevet indleveret

Det er denne granat, der netop er blevet indleveret. Foto: Kolding Kommune
Det er denne granat, der netop er blevet indleveret. Foto: Kolding Kommune

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Medarbejderne på genbrugspladsen på Bronzevej i Kolding fik sig onsdag morgen en ubehagelig overraskelse.

Her indleverede en kunde en mortergranat under 'småt brændbart', og derfor er genbrugspladsen nu blevet lukket fuldstændig ned.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi overfor Ekstra Bladet.

- Der er blevet indleveret en mortergranat her til morgen. Den stammer formentlig fra krigens tid. Vi har derfor tilkaldt Forsvarets ammunitionsryddere, som er på vej til stedet. De skal vurdere, hvorvidt den er farlig eller ej, og før de har gjort det, så vil pladsen være lukket, siger Jørgen Lindhardt, der er vagtchef hos Sydsøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

På grund af fundet er et større område lige nu afspærret.

- Der er spærret af, og de medarbejdere, der var på stedet, er blevet bedt om at forlade området. Hvorvidt der var andre folk, der blev evakueret i den forbindelse, ved jeg ikke, lyder det fra Jørgen Lindhardt.

Ingen umiddelbar fare
Vagtchefen understreger, at granaten ikke umiddelbart er farlig.

- Når den bare står, er der ingen fare. Det er først, når man begynder at pille ved den, at der kan være fare for, at den eksploderer, og det er også derfor, at vi har tilkaldt ammunitionsrydderne, så de kan se nærmere på det, siger Jørgen Lindhardt.

Han ved ikke, hvor længe der vil være spærret af i området endnu.

- Forsvaret er på vej derud og burde være fremme snart, men hvor længe det tager, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.

Ikke normal indlevering
På Facebook bekræfter Kolding Kommune også, at genbrugspladsen lige nu er lukket. Her viser de også et billede af mortergranaten.

'Først og fremmest tusinde tak, fordi I lytter til os, når vi be'r jer om at benytte genbrugspladserne til ALT jeres affald. Øøøøøh, men den her gamle granat er altså lige over grænsen for hvad vi gerne vil modtage,' lyder det fra kommunen i opslaget.

'Vi har derfor lukket genbrugspladsen på Bronzevej i dag onsdag den 11. juli frem til sprængningseksperterne fra Skive Kaserne kommer og gør noget ved granaten - eller tager den med hjem. De ankommer cirka 10.30 - men vi skal nok lige opdatere når vi åbner pladsen igen', skriver kommunen videre.

Klokken 11.20 oplyser Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet, at aktionen nu er afsluttet.

- Pladsen er åbnet igen, og det viste sig i øvrigt, at granaten var ganske ufarlig, siger Jørgen Lindhardt.

Ekstra Bladet følger sagen...

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere