Gennemsøger lejlighed for våben

Politiet anmoder om, at man følger deres anvisninger

Det var en anmeldelse om, at der skulle være våben til stedet i en lejlighed på Nordvestvej, der gjorde, at politiet rykkede massivt ud til et område ved Nordvestvej i Struer torsdag morgen. Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, der forinden havde opfordret folk til at følge deres anvisninger og respektere afspærringer.

Politiet har efterfølgende anholdt en mand uden yderligere dramatik, og de gennemsøger nu lejligheden for våben.

- Der er formentlig tale om en psykisk ustabil mand, som vi nu har anholdt, og nu er vi ved at få tjekket området, inden vi kan få det helt afsluttet, siger Anne Kirkegaard, pressemedarbejder i Midt- og Vestjyllands Politi.

Kort forinden manden blev anholdt, havde hun fortalt, at det ikke var en hændelse, hvor folk skulle holde sig indendøre.

- Det er et isoleret sted, hvor vi lige nu er til stede, men vi er der med en del biler og har lavet noget afspærring derude, så det er for at fortælle borgerne primært i Stuer, at vi er derude, og at så længe de følger vores anvisninger på stedet og de afspærringer, der er, så er der styr på det.