Gidsel-sagen: Her er dommen over Ekstra Bladet

Ekstra Bladet dømt til at betale de tidligere gidsler 300.000 kr. til hver i erstatning

Se hele pressemødet her

Københavns Byret har netop afsagt dom i sagen, hvor de to tidligere pirat-gidsler i Somalia Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez hver krævede en halv million kr. i erstatning af Ekstra Bladet for avisens kampagne for at få gidslerne løsladt.

De to søfolk, der sad som gidsler i rekordlange 838 dage, mente, at Ekstra Bladets reportager og billeder af gidslerne krænkede deres privatliv, blandt andet fordi de talte under tvang fra piraterne, når de blev interviewet om deres usle leveforhold i den somaliske ørken.

JP/Politikens Hus A/S og chefredaktør Poul Madsen blev in solidum dømt til at betale 300.000 kr. til hver af de to søfolk.

Beløbene blev tilkendt som godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 for retsstridig krænkelse i forbindelse med Ekstra Bladets pressedækning med visning af billeder og oplysninger af privat karakter i forbindelse med, at søfolkene sad i fangenskab som gidsler i Somalia.

Chefredaktør Poul Madsen siger i en kort kommentar til dommen:

- Vi er glade for at dommeren trods alt kan se, at der er en klar og væsentlig samfundsmæssig interesse i at dække sagen, og at hun fastslår, at det er fuldstændigt udokumeneret, når Søfartens Ledere påstår, at Ekstra Bladets omtale har forlænget gidselsagen.

Poul Madsen mener, at dommen kan få meget vidtrækkende konsekvenser for hele den danske presse:

- Derfor overvejer vi selvfølgelig stærkt, om vi skal anke sagen. Det vender vi tilbage til senere i dag, siger Poul Madsen.

Dommen blev afsagt uden, at der blev holdt et retsmøde. Søren Lyngbjørn opholder sig i hjemmet på Ærø og Eddy Lopez er hos familien i Chile, men deres advokat Heidi Steen Jensen har kontakt med dem fra sit kontor i Hellerup.

Sagen var ikke kun anlagt mod Ekstra Bladet, men også mod JP/Politikens Hus som ejer og udgiver.

JP/Politikens Hus dømmes også, fordi Huset står som udgiver af E-bogen 'De glemte gidsler', der indeholder en række af de samme oplysninger og billeder som i Ekstra Bladet. Bøger er ikke omfattet af medieansvarsloven, og derfor holdes JP/Politikens Hus ansvarlig for E-bogens indhold.

Sammenlignes med krigsfanger
Dommer Pia Petersen mener, at gidsler har samme beskyttelse som krigsfanger:

Københavns Byret skriver i dommen, at der må tilkomme personer, der befinder sig i fangenskab en særlig beskyttelse mod at blive gengivet på billeder.

En sådan ret til beskyttelse er blandt andet indeholdt i Genevekonventionen vedrørende krigsfanger, ligesom gengivelse af billeder af en strafafsoner i et dansk fængsel uden samtykke fra den pågældende, vil indebære en krænkelse af pågældendes fred.

Se også: Gidsel-forhandler: Journalist medvirkede til at få gidslerne fri

- Et gidsel befinder sig som en krigsfange i en situation, hvor pågældende ikke har mulighed for frit at give samtykke til optagelsen af billeder, ligesom pågældende ikke har mulighed for at frabede sig, at der optages billeder, eller at undgå at man på billederne iscenesættes i særlige situationer, siger byretten.

Fotos var krænkende
'Retten har tillagt det betydning, at det ville have været muligt at omtale sagen, uden at der blev gengivet billeder af de pågældende i fangenskab.Retten finder herefter, at offentliggørelsen af billeder af Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn, mens de befandt sig i fangenskab har udgjort en retsstridig krænkelse af dem, der berettiger dem til en godtgørelse.' skriver byretten.

Dommeren mener også, at gidsler har en særlig beskyttelse med hensyn til interviews:

'Retten finder, at der i lighed med beskyttelsen mod optagelse af billeder må tilkomme personer, der befinder sig i fangenskab en særlig beskyttelse i forbindelse med interviews, herunder i gidselsituationer, hvor de pågældende personer ikke har mulighed for frit at give samtykke til eller modsætte sig, at de interviewes. Af samme årsag beskytter Genevekonventionen krigsfanger, ved blandt andet at forbyde interviews, idet det må formodes, at krigsfangerikke taler frit,' lyder dommen.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez var sammen med fire filippinske kolleger gidsler for somaliske pirater fra den 12. januar 2011 og til den 30. april 2013 efter kapringen af deres skib M/S Leopard i farvandet ud for Oman. Gidslerne blev løsladt, da løsesummen på næsten syv millioner dollar endelig blev betalt.

Advokat Heidi Steen Jensen, der førte sagen for Søfartens Ledere på vegne af Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, gjorde under sagen gældende, at offentliggørelse og formidling af private og personfølsomme oplysninger i en situation, hvor personen, der omtales, er taget som gidsel, også er omfattet af beskyttelsen af privatlivets fred.

Søren Lyngbjørn (tv) og Eddy Lopez efter befrielsen 30. april 2013. Samme dag som de blev løsladt, ekskluderede Rederiforeningen gidslernes rederi for passivitet. (Foto: ABDERAHIM MOHAMMED ABDULLAH) 112 - 7. apr. 2016 - kl. 13:20 Derfor blev gidsel-rederi smidt ud af rederiforening

Ifølge advokaten var det overordnede tema for retssagen mod Ekstra Bladet var i hvilket omfang pressen lovligt kan offentliggøre oplysninger og billeder af særlig personlig og følsom karakter af personer, der er udsat for en grov forbrydelse og som ikke har mulighed for at tale frit eller har nogen kontrol over, hvilke oplysninger der offentliggøres.

Kunne ikke give samtykke
I dommen står endvidere, at offentliggørelsen oplysninger om gidslernes helbredstilstand, sindstilstand, herunder selvmordstanker, den behandling, herunder de overgreb, gidslerne har været udsat for under deres fangenskab, samt de forhold de levede under, herunder med hensyn til dårlig kost og sanitære forhold, alle er oplysninger om private forhold, der ikke har kunnet videregives uden samtykke.

'Da Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn ikke har og ikke har kunnet give en sådan tilladelse, og dette har stået Ekstra Bladet klart, har videregivelsen af oplysningerne udgjort en retsstridig krænkelse af Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn, der berettiger dem til en godtgørelse'.

Byretten har tillagt det betydning, at det ville have været muligt at omtale gidselsagen uden de krænkende oplysninger.

Se også: Poul Madsen: Vores omtale fik gidslerne hurtigere hjem

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen har under retssagen forklaret, at Ekstra Bladet kampagne hjalp med at få gidslerne fri, mens Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez har forklaret, at de tror, de kom til at sidde flere måneder længere i Somalia på grund af den massive pressedækning.

Men byretten tager ikke stilling til, om den ene eller anden part har ret:

- Efter bevisførelsen er det ikke for retten godtgjort, hverken om gidseltagningen blev forlænget eller forkortet som følge af Ekstra Bladets omtale. Det af Ekstra Bladet anførte om billedernes og oplysningernes nødvendige karakter, kan derfor ikke føre til et andet resultat, skriver dommer Pia Petersen.

Ekstra Bladet frifundet i en del af sagen
Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez havde også krævet, at en række billeder og tekster skulle fjernes fra ekstrabladet.dk, men det afviser dommeren og frifinder Ekstra Bladet.

Det skyldes især, at Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez selv efter frigivelsen har udgivet bøger med samme indhold, som Ekstra Bladet har offentliggjort:

- Retten bemærker, at de oplysninger, der fremgår af ekstrabladet.dk tillige fremgår og fremadrettet fortsat vil fremgå af Ekstra Bladets facebookside samt e-bogen 'De glemte gidsler - Søren og Eddy - 838 dage i piraternes vold'. Søren Lyngbjørn har endvidere efter løsladelsen udgivet bogen 'Sørens Somalia', og Eddy Lopez har udgivet bogen '838 dage i helvede', hvori der er bragt billeder og tekst af tilsvarende karakter som i ekstrabladet.dk.

- Under disse omstændigheder finder retten, at de hensyn, der har talt for, at billeder og tekst skulle slettes i ekstrabladet.dk ikke længere foreligger, hvorfor de sagsøgte frifindes for denne del af påstanden, skrriver dommer Pia Petersen.

Kæmpe erstatning
Godtgørelsen på 300.000 kr. til hver af gidslerne er angiveligt den største erstatning i en pressesag.

Retten skriver om beløbet:

- Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse må der lægges vægt på mediedækningens omfang, og at billeder og tekst af privat karakter således har været bragt i Ekstra Bladet og ekstrabladet.dk samt på Ekstra Bladets facebookside fast fra den 1. juli 2012 til den 30. april 2013 samt i en periode efter løsladelsen af Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn. Der må endvidere tages hensyn til, at krænkelserne til dels er sket for vindings skyld og til den økonomiske interesse, som Ekstra Bladet dermed har haft i den retsstridige offentliggørelse, skriver dommer Pia Petersen.

Først var John Arne Larsson på ferie i tre måneder, og nu er han på ferie igen, så han ikke kan vidne i Københavns Byret. (Foto: Kristian Linnemann) 112 - 6. apr. 2016 - kl. 12:11 Nu har byretten fundet skibsreder: Men han er på ferie - igen

I dag forklarer Eddy Lopez (tv) og Søren Lyngbjørn om gidsel-tagningen i Somalia. (Foto: Jens Dresling/Polfoto) 112 - 6. apr. 2016 - kl. 08:48 PET nægter at vidne i gidselsagen: Det handler om 'statens sikkerhed'

Se også: Vidne: Hvis søfolkene var ansat hos Mærsk, var de kommet hurtigt hjem

Se også: Eddy: Kampagne kostede os et halvt år mere i Somalia

I dag forklarer Eddy Lopez (tv) og Søren Lyngbjørn om gidsel-tagningen i Somalia. (Foto: Jens Dresling/Polfoto) 112 - 16. mar. 2016 - kl. 12:36 Gidsel: - Piraterne tvang mig til at spille døende

Søren Lyngbjørn (tv) og Eddy Lopez efter befrielsen 30. april 2013. (Foto: ABDERAHIM MOHAMMED ABDULLAH) 112 - 14. mar. 2016 - kl. 12:28 Eddy og Sørens advokat: Rederiet gjorde ikke nok for at få dem løsladt

Søren Lyngbjørn (tv) og Eddy Lopez efter befrielsen 30. april 2013. (Foto: ABDERAHIM MOHAMMED ABDULLAH) 112 - 14. mar. 2016 - kl. 05:58 Søren og Eddy kræver en million kr. af Ekstra Bladet

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere