Gidseltager følte sig forfulgt af falske politifolk

35-årig dømt til anbringelse efter frihedsberøvelse af far, søn og bedstefar

Forfølgelsesvanvid var årsagen til, at en 35-årig mand i Søborg brød ind til en nabo og holdt en far og hans 10 måneder gamle søn som gidsler under trusler med en kniv.

Da den 35-årige forlod lejligheden blev barnet hentet af sin farfar, men den 35-årige fulgte efter dem og trængte ind i bedstefaderens lejlighed, hvor han og barnebarnet blev taget som gidsler i cirka en halv time, før politiet fik befriet dem via et stillads på bagsiden af lejligheden.

Nu har retten i Glostrup dømt den 35-årige til anbringelse på ubestemt tid på en psykiatrisk afdeling. Først når retten mener, at han er rask nok, kan han blive udskrevet.

Frihedsberøvede sin mor
Den 35-årige havde tidligere fået en dom til ambulant psykiatrisk behandling for frihedsberøvelse af sin mor, men et tilbagefald til narkomisbrug gav ham paranoia, der blandt andet gav sig udslag i, at han følte sig forfulgt af falske politfolk.

Se også: Politiet redder bedstefar og barnebarn fra gal knivmand via stillads

Gidseldramaet skete den 22. november sidste år, hvor den 35-årige knivbevæbnede mand sparkede døren ind til naboen, der tidligere på dagen havde forsøgt at tale den 35-årige til ro og givet ham en sodavand.

Faderen stod med sønnen i favnen, da den 35-årige truede med kniven: - Du skal ikke ringe til politiet.

Til sidst lykkedes det at få den 35-årige til at forlade lejligheden, hvorefter faderen fik sin far til at hente sønnen, og derefter slog han alarm til politiet.

Imens sparkede den 35-årige døren ind til en anden lejlighed, som han rodede igennem.

- Jeg er syg
Den 35-årige fulgte efter bedstefaderen, som bor i en nabo-opgang, og satte en fod i døren og trængte ind i lejligheden. - Jeg er syg, du må hjælpe mig, du må ikke ringe til politiet, sagde han.

Imens var faderen kommet op til bedstefaderens lejlighed og forsøgte at overtale den 35-årige til at komme ud. Han fik dog besked på at skrubbe af, og den 35-årige smækkede døren i. Så gik faderen ned i gården for at vente på politiet.

En brandmand holdt kontakt til gidseltageren ved at tale til ham gennem hoveddøren, og imens fik politiet reddet bedstefaderen og drengen ud via et stillads, og gidseltageren blev derefter anholdt.

Et halvt år inden gidseldramaet var den 35-årige involveret i vanvidskørsel i Malmø, hvor han var påvirket af amfetamin og bevæbnet med en kniv og et blodtræ.

Han kørte op til 130 km/t på flugt fra politiet, mens han drejede hovedet bagud og kiggede på politiet. Han slap rattet med begge hænder og viftede ud af vinduet med hænderne uden hensyn til trafikken.

Ifølge anklageskriftet måtte flere bilister undvige og lave katastrofeopbremsninger før politiet kørte ind i bilen for at stoppe den den 35-årige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere