Gigant-ulykke i Norge: 60 biler i harmonikasammenstød

Op mod 60 biler er mandag morgen involveret i et harmonikasammenstød ved Bergen. Tre personer er kørt til behandling

60 biler er mandag morgen involveret i et gigantisk harmonikasammenstød nord for Bergen i Norge. Politiet blev tilkaldt klokken 6.30 - de vurderer, at ulykkesstedet er 200 meter langt.

- Omkring 40 biler er påført skader, og tre personer er kørt væk - to til Haukeland universitetssygehus og en til lægevagten, siger det lokale politi til VG.

- Ulykkens omfang taget i betragtning, er det meget heldigt, at der har været så lidt personskade, siger politiets indsatsleder Kjetil Øyri til Bergensavisen.

Harmonikasammenstødet er sket på E39 ved Eidsvåg umiddelbart nord for Bergen.

Ulykken skabte lang kø og vejen var spærret i nordgående retning. Alt tilgængeligt mandskab blev sat ind i oprydningsarbejdet.

- Der er meget glat på vejene, og det kan være årsag til ulykken, siger politiet.

Ulykken er sket ved Eidsvåg umiddelbart nord for Bergen. 60 biler er involveret i den 200 meter lange ulykke. (Foto fra Google Maps)
Ulykken er sket ved Eidsvåg umiddelbart nord for Bergen. 60 biler er involveret i den 200 meter lange ulykke. (Foto fra Google Maps)

Ørjan Hannisdal var involveret i ulykken. Han fortæller om en ekstremt glat vej, lige da han kommer ud af Eidsvågtunnelen.

- Jeg så en masse katastrofeblink og begyndte at bremse, men bilen begyndte bare at glide. Jeg gled 200 meter og nåede lige akkurat at stoppe. Så blev jeg ramt af en anden bil bagfra, fortæller Ørjan Hannisdal til Bergensavisen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere