Gigantisk larm vækkede borgere midt om natten

Indbyggere i Aarhus måtte lægge ører til, at man i timesvis piloterede på østhavnen efter midnat

Byggeri på havnen betød, at flere borgere lå vågne det halve af natten. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup
Byggeri på havnen betød, at flere borgere lå vågne det halve af natten. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Rigtig mange borgere har givetvis fået sig en elendig nattesøvn i Aarhus natten til torsdag.

Fra midnatstid og frem til klokken tre lød der nemlig høje bankelyde, som kunne høres helt ud i forstaden Sabroe.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere irriterede borgere, der ikke ved, hvor de høje lyde kom fra. Det har Aarhus Stiftstidende nu fundet ud af.

Havnearbejde midt om natten
Der er tale om pilotering på østhavnen i Aarhus, hvor den nye færgeterminal for tiden bliver bygget. Østjyllands Politi var dog ikke bekendt med piloteringen midt om natten, og efter 20 cirka henvendelser fra søvnløse borgere, valgte de at køre derned.

Det fortæller kommunikationsrådgiver Janni Lundager til mediet.

- Vi kørte derned og fik kontakt til en repræsentant for den entreprenør, der står for det. De sagde, at de havde fået tilladelse til at pilotere om natten, fordi de ikke kan gøre det om dagen på grund af Molslinjen.

Aarhus Kommune bekræfter, at de havde givet tilladelse til, at byggeriet, som entreprenøren MT Højgaard står for, kunne fortsætte midt om natten. Det oplyser Anders Maltha Rasmussen.

- Vi havde givet tilladelse til det, dels fordi der ikke har været problemer med støj fra pilotering før, og dels fordi der er over to kilometer til nærmeste beboelse. Det kom helt bag på os, at det larmede så meget.

De store gener fra støjen har dog fået kommunen til at trække tilladelsen til nattebyggeriet tilbage.

- Fremover bliver der ingen pilotering om natten, heller ikke på det her projekt, lyder det fra afdelingschefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere