Glatføre stoppede drabsmistænkt

Gled og slog hovedet i asfalten på flugt fra formodet drab af 23-årig mand i Kolding

Frostgrader og glat føre i den første februar-nat i 2016 kan vise sig at blive politiets største hjælp i opklaringen af et knivdrab i Kolding i aftes.

Her kæmpede læger forgæves for at genoplive en 23-årig mand, som kort efter midnat var blevet stukket ned med en 15 centimeter lang kniv, der borede sig ind i bryst- og maveregion fire-fem gange. Den 23-årige, som er af mellemøstlig oprindelse, opholdt sig i Hospitalsgade, da han kom i klammeri med en 21-årig mand - også af mellemøstlig oprindelse - i nærheden af Slotssøbadet, som er et indendørs badeland i Kolding.

Den 23-årige slog og sparkede først sit jævnaldrende offer, inden han ifølge politiets sigtelse stak ham ihjel - det ene af knivstikkene ramte den 23-åriges kranspulsåre og var angiveligt dræbende.

Se også: Ung mand dræbt af stiksår

Vidner så og hørte de to mænd komme op at skændes og i klammeri på åben gade. Umiddelbart efter løb den 21-årige mand fra stedet. Tililende vidner reagerede snarrådigt ved at yde førstehjælp til den hårdt sårede 23-årige, indtil politi og ambulance nåede frem efter få minutter og overtog behandlingen af manden. Den 23-årige blev herefter bragt til sygehuset i Kolding, hvor læger forgæves forsøgte at genoplive ham.

Sydøstjyllands Politi ønsker ikke at udtale sig om de to mænds relation, men Ekstra Bladet erfarer, at de kendte hinanden i forvejen.

Faldt under flugt

Den 21-årige, som var flygtet fra stedet, er ifølge Sydøstjyllands Politi angiveligt faldet i det glatte føre og har slået hovedet mod asfalten få minutter efter overfaldet.

Kort efter tumulten i Hospitalsgade modtog politiet en henvendelse om, at en ung mand lå fortumlet på kørebanen i Bredgade. Manden - som Sydøstjyllands Politi nu sigter for at være gerningsmanden i konfrontationen på Hospitalsgade cirka 10 minutter inden - oplyste, at han var blevet overfaldet.

- Han var ret fortumlet og vidste umiddelbart ikke, hvor han var. Han blev bragt til skadestuen til behandling for sine læsioner i hovedet, og vi kunne i første omgang ikke kæde de to hændelser sammen, siger Verner Pedersen, stationsleder hos lokalpolitiet i Kolding, til Ekstra Bladet.

Sydøstjyllands Politis indledende efterforskning kunne siden kæde de to forhold fra Bredgade og Hospitalsgade sammen, og klokken 05.38 blev den 21-årige anholdt.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 21-årige kendt hos politiet for tidligere kriminalitet. Han blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Kolding i dag sigtet for drab og varetægtsfængslet i fire uger. Den 21-årige nægtede at udtale sig i retten, men kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.

De dræbte havde fast bopæl i Kolding, mens den drabssigtede er hjemløs.

 

 

 

 

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen