Gode råd til Påske-festen: Sådan undgår du spritkørsel

Det er både din egen og værtens ansvar at sørge for, at du ikke kører med alkohol i blodet, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik

Hvis du vil undgå at få for høje tal på politiets alkometer, bør du sørge for at træffe beslutningen om alkoholindtaget og bilkørslen, inden den første øl er kommet indenbords. (Arkivfoto: POLFOTO)
Hvis du vil undgå at få for høje tal på politiets alkometer, bør du sørge for at træffe beslutningen om alkoholindtaget og bilkørslen, inden den første øl er kommet indenbords. (Arkivfoto: POLFOTO)

Påsketiden er ofte ensbetydende med påskeøl og snaps på bordet, men det betyder samtidig også, at politiet er stærkt repræsenteret på vejene, hvor de står klar til at teste promillen hos de bilister, der er på vej hjem fra påskefrokost.

Selvom det umiddelbart lyder simpelt at undlade at drikke, hvis man skal gøre i bil, er der flere ting, man kan selv kan gøre, og ikke mindst som værten for det arrangement, man skal til, kan gøre for at komme spirituskørslen i forkøbet.

- Når vi er til påskefrokoster, får vi serveret en masse stærk øl og snaps, og hvis man skal undgå, at dem, der ikke drikker, ender ved børnebordet, fordi de ikke drikker øl, så skal man sørge for, at de har noget at drikke, som de stadig kan føle sig med i selskabet og føle sig voksne med, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder hos Rådet for Sikker Trafik, til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at det derfor er vigtigt, at det ikke kun er en kold danskvand, der venter dem, der skal køre hjem, men at der er gjort lige så meget ud af de alkoholfri drikkevarer som resten.

- Jeg synes i høj grad, at værterne godt må gå ind og tage et medansvar og tænke, 'er der nogen, der skal køre hjem fra denne her påskefrokost, så må jeg hellere hjælpe dem med at komme sikkert hjem'.

- Det kan også være, man gerne vil have, at ens gæster drikker sig i hegnet, men så skal man også sørge for at have redt ekstra op eller har aftalt med dem på forhånd, at de kan tage en taxa hjem, så man udveksler biler dagen efter, siger hun.

Bedst at lade bilen stå
Derudover har bilisten selv naturligvis også et stort ansvar.

- Det bedste ville selvfølgelig være, hvis man helt kunne undlade at tage til påskefrokosten i bil. Hvis man ved, man skal ud til en påskefrokost, der er en af de mere våde af slagsen, og man har lyst til at drikke snaps og øl, så er det selvfølgelig det bedste, at man får nogle andre, der ikke skal med, til at hente en, så bilen ikke står og kalder, og man tager den dumme beslutning, efter man har drukket, siger Michelle Laviolette.

Hun fortæller, at mange der bliver taget for spritkørsel ikke bevidst har forsøgt at snige sig hjem med en promille, men at det ofte er folk, der får taget en dum beslutning på et forkert grundlag.

- Så derfor er det bedste råd at undlade at tage bilen med i første omgang.

Max én genstand
I tilfælde af, at man har taget bilen med, og man har i sinde at køre hjem igen, lyder anbefalingen fra Rådet for Sikker Trafik, at man holder sig til kun at drikke én genstand.

- For nogen betyder det meget, at de på den måde kan være med i selskabet og skåle med. Så ved jeg godt, at mange tænker, at de sidder der i mange timer, og at de så sagtens kan drikke fire. Men vi vil anbefale, at man ikke prøver at bruge sine egne tommelfingerregler, fordi det er der, man kommer ud i de svære regnestykker, som vi ser gå galt, siger Michelle Laviolette.

- Vi ser ofte, når folk bliver taget af politiet, at det er de her tommelfingerberegninger, der har vist sig at være fejlagtige. Og jo mere alkohol, der er kommet ind, des dårligere bliver din beslutningsevne og din vurdering af egen kørselsevne, siger hun.

Pas på dagen derpå
Endelig er det vigtigt at huske, at man ikke nødvendigvis er helt appelsinfri, bare fordi man har overnattet hos værten efter en påskefrokost.

- Hvis det har været en rigtig våd aften, anbefaler vi derfor også, at man venter til i løbet af eftermiddagen med at køre hjem, siger Michelle Laviolette.

Hvis du er vært for en påskefrokost, hvor der kommer gæster, der ikke skal drikke alkohol, har Rådet for Sikker Trafik samlet en liste med forslag til alkoholfrie drinks her (eksternt link).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere