'Godmorgen, det er politiet': Her smider de romaerne væk

Ekstra Bladet var med, da politiet tidligt tirsdag morgen ryddede flere lejre i København med rumænske hjemløse. 11 blev anholdt

Fire unge rumænere blev anholdt for at sove i en park i Valby. De var sammen med tre venner, der sov i en bil. Den ene kunne ikke forstå, hvorfor det er ulovligt at overnatte i det fri i Danmark. Foto: Mogens Flindt
Fire unge rumænere blev anholdt for at sove i en park i Valby. De var sammen med tre venner, der sov i en bil. Den ene kunne ikke forstå, hvorfor det er ulovligt at overnatte i det fri i Danmark. Foto: Mogens Flindt

Fire unge rumænere sover tungt i deres soveposer i et grønt område bag Blushøjvej i Valby kun to meter fra et kommunalt skilt, der forbyder at overnatte i parken.

Betjentene fra Københavns politis udlændingekontrolsektion forsøger blidt at ruske liv i rumænerne, og lidt efter vågner de søvndrukne og forvirrede over opbuddet af civile betjente.

’Godmorgen, det er politiet’, siger politiets rumænske tolk til mændene, der kommer op at stå, og får besked på at klokken er 7.10, og de er anholdt for at overnatte i det fri.

’Vi har ikke gjort noget som helst. Vi har kun sovet her i tre-fire timer. Hvorfor må vi ikke sove udenfor. Det må man i alle andre lande, jeg har været i,’ protesterer den ene rumæner.

Men han bliver sat ind i politiets transportvogn sammen med sine tre landsmænd og kørt til politistationen, hvor de bliver afhørt, fotograferet, får taget fingeraftryk og bliver tjekket i de nationale og internationale registre.

Hvis politiet ikke har andet på dem, får de en bøde på 1000 kr., der skal betales inden 30 dage, og så bliver de løsladt.

Ekstra Bladet var tirsdag morgen med Københavns politis udlændingekontrolsektion på aktion mod de 'utryghedsskabende lejre’, som politiet siden 1. april har kunnet gribe ind mod, når grupper af især rumænere overnatter i det fri i ’roma-lejre’ rundt om i København.

32 lejre ryddet
Siden 1. april har politiet ryddet 32 lejre, og tirsdag blev 11 rumænere anholdt, da tre hold betjente fra udlændingekontrolsektionen kørte rundt i København på baggrund af anmeldelser fra borgerne om ’roma-lejre’.

- Vi får en del henvendelser fra offentligheden, fordi folk føler sig utrygge ved lejrene, og det er vi rigtigt glade for. Vi har fået små 200 anmeldelser om lejre rundt om i København, men en del af anmeldelserne handler om de samme steder, siger vicepolitiinspektør Jakob Søndergaard.

Når politiet får en anmeldelse observerer politiet ofte mod stedet for at se, om det er en lejr, der opfylder betingelserne, så den kan ryddes. Politiet er klar over, at problemet med hjemløse-lejre ikke løses med et snuptag:

- Så længe vi får anmeldelser, vil vi stadig lave aktioner. Vi er klar til at tage et langt sejt træk, siger Jakob Søndergaard.

Området bag McDonalds på hjørnet af Folehaven og Gammel Køge Landevej er et af de steder, der er blevet anmeldt, og i tre gamle forladte remiser på Blushøjvej er der indrettet lejre, som dog er forladt, da vi kommer til stedet.

Der ligger madrasser, affald, madrester og en hel sæk brød, der formentlig er klunset fra en affaldscontainer hos en bager, men også en plasticpose fyldt med helt nye slips. Hallerne lugter af menneskeligt forfald og afføring, men her kan de hjemløse udlændinge bo i læ og tørvejr. Beboerne har boret et glughul i den ene port, så de kan se, hvem der banker på døren.

artiklen fortsætter under billedet

I tre forladte remiser ved Folehaven og Gammel Køge Landevej bor hjemløse, men stedet er forladt, da vi kommer forbi. Foto: Mogens Flindt
I tre forladte remiser ved Folehaven og Gammel Køge Landevej bor hjemløse, men stedet er forladt, da vi kommer forbi. Foto: Mogens Flindt
 

Men de fire unge rumænere har valgt at overnatte i parken ved siden af – eller også har de ikke kendt til de gamle remiser. De er ikke alene. Tre kammerater sover i en bil ved siden af dem på parkeringspladsen, og det er ikke ulovligt, så de bliver ikke anholdt.

Bilen, en slidt Opel på polske nummerplader, er ikke stjålet, og den ene rumæner har endda registreringsattesten på bilen. Han fortæller, at han og de seks andre købte bilen i søndags på Københavns Hovedbanegård, hvor de mødte nogle andre rumænere, som gerne ville rejse hjem, og derfor gerne ville sælge bilen. De syv kammerater skrabede de 8500 kr. sammen, som bilen kostede, fordi de ville køre i den til Sverige.

Artiklen fortsætter under billedet

Den polske bil blev købt af syv rumænere for 8500 kr. i søndags ved Hovedbanegården. Foto: Mogens Flindt
Den polske bil blev købt af syv rumænere for 8500 kr. i søndags ved Hovedbanegården. Foto: Mogens Flindt
 

Overfaldet af tæskehold
To af rumænerne viser sig at være brødre, som i fredags blev anholdt i Ørstedsparken, hvor de overnattede sammen med fem andre under en bro. Det fik de en bøde på 1000 kr. for, og rumænerne lover højt og helligt, at de nok skal komme ind til politiet på Hovedbanegården og betale inden de 30 dage er gået.

De to rumænere er også de samme, som forleden fik bank af et tæskehold ved Christianshavn i en formodet selvtægt, fordi beboere i området af trætte overnattende romaer i området. Den ene rumæner har stadig sting i panden, efter at han fik syet en flænge på skadestuen.

Den ene rumæner fra bilen fortæller, at han har kone og tvillingepiger, hvor den ene er handicappet, hjemme i Rumænien. Han er kommet til Danmark for at tjene penge. – Vi får 75 kr. om måneden i børnepenge. Jeg lånte 100 euro af nogle sigøjnere, men jeg betalte ikke tilbage og nu skylder jeg dem 2000 euro. Mafia i Rumænien. Mafia, siger han.

Det står ikke klart, hvordan rumænerne vil tjene penge i Danmark. Vi kan bare se, at der blandt andet ligger en ny rygsæk i bilen og ikke mindst en masse sølvpapir, som typisk bruges af butikstyve til at vikle om alarmbrikker i butikker, så man kan gå ud af forretningen med for eksempel stjålet tøj uden at alarmen går i gang.

De tre rumænere i den polske bil har også alle skiftet identitet, fremgår det af deres id-kort. Et præget to-tal på bagsiden af kortet afslører, at de har fået nyt navn.

Rumænere har ofte skiftet navn, hvilket er nemt i Rumænien, når de kommer tilbage til Danmark, efter at de er blevet udvist. Men politiet kan ikke finde nogen fortid på de tre rumænere. ’God tur til Sverige,’ siger indsatslederen, inden rumænerne kan pakke bilen med de fire anholdte kammeraters habengut og køre derfra i den nyindkøbte skramlede polske bil.

artiklen fortsætter under billedet

Tre rumænere sov i den polske bil, fire udenfor. ID-kortene for de tre viste, at de alle havde skiftet navn. Foto: Mogens Flindt
Tre rumænere sov i den polske bil, fire udenfor. ID-kortene for de tre viste, at de alle havde skiftet navn. Foto: Mogens Flindt
 

* * *

Anholdt: - Jeg vil gerne på arbejde i dag

- Jeg vil gerne på arbejde i dag, siger en 46-årig rumæner, da politiet vækker ham klokken 05.25 i et buskads tæt på jernbane-arealet ved Gamle Vasbygade i Sydhavnen lige overfor hotel Scandic.

Han hiver en ansættelseskontrakt fra et dansk håndværkerfirma frem og viser sit id-kort. Han har endda et dansk personnummer, men det er let at få for alle EU-borgere, der arbejder i Danmark.

Hvis rumæneren virkelig arbejder i Danmark, så bruger han ikke pengene på at overnatte. Hans hjem er den tætte busk, hvor han kan trække en pressenning over sig, når det regner. Han har tomater og andre madvarer liggende på jorden og tilsyneladende også en ’nabo’, som dog ikke er hjemme i øjeblikket. Den anden sovepose er tom.

Artiklen fortsætter under billedet

- Jeg vil gerne på arbejde i dag, siger rumæneren, da politiet vækker ham under buskadset. Foto: Mogens Flindt
- Jeg vil gerne på arbejde i dag, siger rumæneren, da politiet vækker ham under buskadset. Foto: Mogens Flindt
 

Men få meter derfra ligger endnu en rumæner og sover tungt på et gammelt gulvtæppe. Han bliver også vækket og anholdt. Politiet kan kun anholde udlændinge i etablerede lejre. Så snart de er oppe og har pakket deres lejr sammen, kan politiet ingenting gøre. Det er tilfældet med seks rumænere, der har overnattet på trappen til Københavns Byret på Nytorv. De er netop stået op, da politiet kommer, og slipper for en anholdelse og en bøde.

Politiet har flere anmeldelser om ’roma-lejre’ ved Gamle Vasbygade. De overnatter i en skakt til Metroen, lyder det. Den er dog tom i dag, men i den anden ende af det grønne område, ligger tre rumænske romaer og sover i deres soveposer i det fri. De bliver opdaget, da en kvinde pludselig dukker frem fra en busk. Det viser sig, at hun har været på toilettet. Et lille frit område i buskadset, som de hjemløse bruger som toilet. Man skal passe på, hvor man træder. På de få kvadratmeter ligger afføring og toiletpapir.

artiklen fortsætter under billedet

To kassevogne udgør seks romaeres hjem i København. Men bilerne er fyldt med metalskrot, så tre af dem sover på gaden og bliver anholdt. Foto: Mogens Flindt
To kassevogne udgør seks romaeres hjem i København. Men bilerne er fyldt med metalskrot, så tre af dem sover på gaden og bliver anholdt. Foto: Mogens Flindt
 

De tre romaer bliver også vækket af politiet og anholdt. Resten af deres familier ligger og sover i to Ford Transit kassevogne, en rumænsk og en bulgarsk, der holder ved siden af. De tre romaer kunne have sovet i kassevognene og sluppet for en anholdelse. Men der er ikke plads. Begge biler viser sig at være proppet med metalskrot som stål og kobber, som romaerne antagelig har klunset og nu er på vej til at sælge hos en skrothandler.

- Hvad kommer der til at ske?, spørger en af roma-kvinderne den rumænske tolk, halvt i nysgerrighed, halvt i angst.

– De får en bøde, forklarer tolken om de fire anholdte, hvor mændene få strips på hænderne, mens de bliver sat ind i transportvognen.

Skjult lejr på Østerbro
På Østerbro ved Østre Gasværk har politiet mange anmeldelser om en roma-lejr. Den er svær at finde, men den viser sig at ligge dybt ind i et tæt buskads, hvor den er helt skjult. Men der er et telt, bålplads og der hænger sokker og tøj til tørre. Alt tyder på, at der bor mennesker her. Klokken er kun 06.20, men beboerne er bare stået meget tidligt op. – De er nok henne for at spise morgenmad, bemærker indsatslederen.

artiklen fortsætter under billedet

Denne lejr på Østerbro er forladt, men beboet. Der hænger bl.a. tøj til tørre. Foto: Mogens Flindt
Denne lejr på Østerbro er forladt, men beboet. Der hænger bl.a. tøj til tørre. Foto: Mogens Flindt
 

I Fælledparken ved Nørre Allé er der endnu en ’fangst’ for politiet. To rumænere overnatter i parken ved siden af deres cykler med anhængere. Formentlig et par flaskesamlere, der har været på hårdt arbejde hele aftenen. Men den ene, 26 år, slipper ikke så let. Han er taget af politiet før, så nu står han til at blive fremstillet i dommervagten med en resolution fra Udlændingestyrelsen om udvisning af Danmark.

Foruden bøden koster forseelsen et indrejseforbud i to år. Udlændinge, der skal udvises bliver varetægtsfængslet, typisk i 20 dage, så politiet kan få tid til at arrangere udrejsen. De bliver så sat på et fly i Københavns Lufthavn på en enkeltbillet betalt af den danske statskasse og sendt hjem til Rumænien.

Mange af rumænerne kommer til Danmark for at samle flasker eller tigge. De har tilsyneladende helt styr på, hvor der er større arrangementer i Københavns-området og flaskepant at hente. For nylig anholdt politiet en rumæner, der havde en liste på to A4-sider over aktuelle begivenheder i København, hvor der kunne samles flasker.

En af tolkene, der deltog i tirsdagens politiaktion, forklarer, at mange af de rumænske romaer – der er meget fattige i hjemlandet og som har mange børn – er tilfredse, hvis de kan tjene 300 euro om måneden i Danmark, godt 2200 kr.

1 af 4 Her sover en rumæner på et gammelt gulvtæppe i et område i Sydhavnen, hvor politiet har fået flere anmeldelser om lejre. Foto: Mogens Flindt
2 af 4 Rumæneren, der sov på gulvtæppet i det fri, må også en tur på stationen. Foto: Mogens Flindt
3 af 4 Seks rumænere overnatter ved to kassevogne, men tre må sove udenfor, fordi bilerne er proppet med skrot. De bliver anholdt. Foto: Mogens Flindt
4 af 4 Fire unge rumænere blev anholdt for at sove i en park i Valby. De var sammen med tre venner, der sov i en bil. Den ene kunne ikke forstå, hvorfor det er ulovligt at overnatte i det fri i Danmark. Foto: Mogens Flindt

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere