Gør tykt grin med danskere på afveje: Håbløst

Et dansk filmhold kørte ifølge norske medier så forkert, at de pludselig befandt sig på en skiløjpe, hvilket har affødt forargelse

Uheldige danskere fik ifølge norske medier forvildet sig ind på en norsk skiløjpe. Foto: Privat/Nordre Aker Budstikke
Uheldige danskere fik ifølge norske medier forvildet sig ind på en norsk skiløjpe. Foto: Privat/Nordre Aker Budstikke

Et dansk filmhold kom noget på afveje, da de i bil fik forvildet sig ind på en nypræpareret norsk skiløjpe. Det har kastet hånende kommentarer af sig.

- Jeg måtte stoppe og spørge, hvad i alverden de havde gang i. Man skal jo ikke køre bil på en nypræpareret skiløjpe, sagde norske Tor Gundersen til VG og fortsatte:

- Jeg synes, det er håbløst. Selvom du er dansk, ved du, hvordan en skibakke ser ud.

To biler på skiløjpen
Hele miseren udspillede sig onsdag morgen ved Maridalsvannet ved Oslo.

De uheldige danskere var ifølge mediet fra et dansk filmselskab, og de var taget til Norge på vegne af gødnings- og kemikalieproducenten Yara.

Det gik dog ikke helt som planlagt, og inden de fik set dig om, befandt danskerne samt to biler sig på skiløjpen - ifølge Tor Gundersen for at filme et nyt og moderne tog med en drone.

- Det er rigtigt, at et dansk filmselskab var der på vegne af Yara, og at det var dem, der for vild i Oslo. Vi har selvfølgelig ikke bedt dem om at køre ind ind i landskabet, så vi vil bare beklage på danskernes vegne. De kørte slet og ret forkert og for vild, skrev kommunikationsdirektør i Yara, Kristin Nordal, til mediet.

Ulovligt
Ikke nok med at den atypiske skitur kan få foragelsesbarometeret til at skeje ud hos vores ven fra nord. Turen var ifølge sektionschef hos bymiljøagenturet i Oslo Kommune, Knut Johansson, ulovlig.

- Jeg har tjekket, om der er givet en køretilladelse fra os, og det er der ikke. Det er motoriseret færdsel, og det er strengt forbudt, sagde han til det norske medie Nordre Aker Budstikke.

Ekstra Bladet har været i kontakt med politiet i Oslo, som ikke har kunnet bekræfte, at der foreligger en anmeldelse fra hverken skisportsstedet eller Oslo Kommune.

Det var onsdag aften ikke muligt at få en kommentar fra Yara.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere