Grækenland i kog: Overfald på dansk turist er tophistorie

Dansk offer for groft overfald i Athen for nylig har taget de græske medier med storm i sin stædige kamp for at stille voldsmænd til ansvar og bekæmpe fremmedhad

Det danske voldsoffer Ahmad Walid Rashidi har vakt ramaskrig i medier og den politiske verden i Grækenland i sin kamp for retfærdighed og mod fremmedhad. Han og to kammerater blev i jul overfaldet i, hvad han kalder en 'hate crime' i Athens natteliv. Foto: Lars Schmidt
Det danske voldsoffer Ahmad Walid Rashidi har vakt ramaskrig i medier og den politiske verden i Grækenland i sin kamp for retfærdighed og mod fremmedhad. Han og to kammerater blev i jul overfaldet i, hvad han kalder en 'hate crime' i Athens natteliv. Foto: Lars Schmidt

Den danske studerende og turist, Ahmad Walid Rashidi, som i juli blev maltrakteret i ansigtet i, hvad han selv kalder en voldelig 'hate crime', foran en natklub i Athen, har nu sat medierne og det politiske landskab i alarmberedskab i det kriseramte EU-land.

Efter at være vendt tilbage til Athen for at råbe politiet og retssystemet op og sætte fokus på fremmedhad har den 28-årige dansker af afghansk oprindelse i løbet af få dage trukket forsider i utallige dagblade og magasiner og givet 18 interviews om sin sag.

Den danske studerende fotograferet kort efter overfaldet i Athen. Han pådrog sig blandt andet en brækket næse. Foto: Privatfoto
Den danske studerende fotograferet kort efter overfaldet i Athen. Han pådrog sig blandt andet en brækket næse. Foto: Privatfoto

Det fortæller han Ekstra Bladet i et telefon-interview.

- TV-stationer som CNN og NBC har også henvendt sig. De har bedt mig om at blive i landet, så de går ind i historien. Og her i weekenden kommer jeg også på græsk tv. Det overrasker mig positivt, at der har været så stor medieinteresse hernede, siger Ahmad Walid Rashidi.

Her er et udpluk af de græske mediers artikler om Ahmad Walid Rashidis sag. Foto: Privatfoto
Her er et udpluk af de græske mediers artikler om Ahmad Walid Rashidis sag. Foto: Privatfoto
 

Men han er skuffet over, at historien ikke vækker mere genklang i Danmark. Den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har til gengæld på sin Twitter-profil gjort sit ved at støtte danskeren.

Se også: Løkke om overfald på dansker: 'Jeg væmmes'

Høreskade og brækket næse
I overfaldet blev Ahmad Walid Rashidi som tidligere omtalt i Ekstra Bladet udsat for slag og spark, som brækkede hans næse og også kastede brud på temporalknoglen i øret med nedsat hørelse til følge samt en ødelagt benprotese af sig.

Hans to iranske kammerater fik kæbebrud.

Fakta om voldssagen

Den 28-årige studerende danske statsborger Ahmad Walid Rashidi og to iranske kammerater blev lørdag 11. juli omkring midnat overfaldet foran natklubben KimZu i Athens internationale festmiljø.

De var forinden blevet afvist af klubbens dørmænd. På åben gade blev de derefter ifølge Ahmad helt uprovokeret overfaldet med tramp, slag og spark af syv til ti dørmands-typer, som råbte racistiske skældsord.

Den brutale episode kostede den ferierende dansker af afghansk oprindelse en brækket næse, brud på temporalknoglen i øret med nedsat hørelse til følge samt en ødelagt benprotese. En kammerats kæbe brækkede tre steder, mens landsmanden fik knoglebrud.

Der var angiveligt mange mennesker til stede, men ingen greb ind. Politiet afhørte senere KimZu's personale men afviste ifølge danskeren at indlede en efterforskning, da sagen angiveligt var 'uløselig'. Overfor Ekstra Bladet har barens daglige leder fastholdt, at ingen af hans ansatte havde noget med overfaldet at gøre.

Der eksisterer ingen overvågningsbilleder af hændelsen.

Ahmad Walid Rashidi, som har mistet en bror og sin far under krigen i Afghanistan, er nu tilbage i Athen sammen med en fotograf for at sætte fokus på overfaldet og det eskalarende fremmedhad i Europa, som det efter hans mening havde grobund i.

De syv til ti dørmandstyper, som angreb de tre mænd, råbte ifølge Ahmad og den kvæstede kammerat, som Ekstra Bladet også har talt med, racistiske skældsord, mens de slog og sparkede.

Ahmad Walid Rashidi er ikke i tvivl om, hvorfor netop hans kamp for retfærdighed har udløst så massiv medieinteresse i et land, hvor overfald på flygtninge og asylansøgere er dagligdag.

Ahmad Walid Rashidi har indtil videre givet 18 interviews under sit ophold i Athen, og flere er på vej. Foto: Lars Schmidt.
Ahmad Walid Rashidi har indtil videre givet 18 interviews under sit ophold i Athen, og flere er på vej. Foto: Lars Schmidt.
 

- Jeg er en turist, som vil have retfærdighed, men ikke er en del af de politiske fløje. Det gør indtryk. Ingen grækere er interesserede i, at der bliver tegnet et billede af deres land som et sted, hvor 'hate crimes' er udbredt, og hvor politiet helt åbenlyst ikke gør deres arbejde, siger han.

Ofre slog selv alarm
Selv regeringsvenlige medier har givet artikler om sagen en markant opsætning.

De journalister, danskeren har talt med, har typisk hæftet sig ved det opsigtsvækkende i, at det var et af voldsofrene og ikke en af de utallige øjenvidner til overfaldet i Athens festgade, som slog alarm til ordensmagten.

Ahmad Walid Rashidi bliver her interviewet af en græsk journalist. Landets medier har i stort omfang dækket den uopklarede voldssag. Foto: Lars Schmidt
Ahmad Walid Rashidi bliver her interviewet af en græsk journalist. Landets medier har i stort omfang dækket den uopklarede voldssag. Foto: Lars Schmidt
 

Ahmad Walid Rashidi er kommet sig over en del af de fysiske skader og er også psykisk ved godt mod. Han fastholder, at hans mål med turen tilbage til 'Porten til Europa' selvfølgelig er at få stillet gerningsmændene til ansvar og få politiet til at indlede en effektiv efterforskning.

- Jeg mistede benet til islamiske krigere i mit land, og nu har jeg mistet min hørelse og min balance til racister. Jeg har betalt to gange med min krop for problemer, jeg er født med, siger Ahmad Walid Rashidi.

Voldssager mod flygtninge
Danskeren beskriver selv angrebet i Athens natteliv som blodigt og smertefuldt men fastholder, at det har gjort mere ondt, at myndighederne efterfølgende har diskrimineret ham ved ikke at skride til handling overfor voldsmændene.

Det danske voldsoffer helmer ikke, før græsk politi og retssystemet er gået seriøst ind i overfaldet på ham og to kammerater foran natklubben KimZu i Athen. Foto: Lars Schmidt
Det danske voldsoffer helmer ikke, før græsk politi og retssystemet er gået seriøst ind i overfaldet på ham og to kammerater foran natklubben KimZu i Athen. Foto: Lars Schmidt
 

Ahmad Walid Rashidi vil også gerne rejse en debat om, hvad han kalder myndighedernes passivitet overfor anmeldelser om 'hate crime'.

Amnesty International frigav tidligere i år ifølge det græske medie Ta Nea en rapport, som dokumenterer, at antallet af voldssager rettet mod flygtninge i Grækenlands områder ind mod Tyrkiets grænse er markant stigende.

Se også: Græsk fremmedhad: Dansker lemlæstet af dørmænd