Grækenland ramt af kraftigt jordskælv: - Det hele rystede!

Bo Markussen blev vækket i nat, da sengen på hotelværelset i Grækenland begyndte at skælve

Få et kort overblik her

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Et jordskælv på 6,8 sendte natten til fredag rystelser gennem det vestlige Grækenland, der er et populært rejsemål for danske turister.

Klokken var næsten 02.00, da danske Bo Markussen, 52, og hans kæreste blev vækket på hotelværelset i byen Patras.

- Vi lå og sov og kunne så mærke, at sengen rystede og skælvede. Hele gulvet rystede, og vandet i rørene skvulpede.

- Jeg tænkte, 'der er noget galt her. Det må være et jordskælv', fortæller den danske turist til Ekstra Bladet over telefonen.

Efterskælv
Bo Markussen oplevede, at rystelserne fortsatte i mindst fem minutter. Han gik ned i receptionen og fik bekræftet, at der var tale om et kraftigt jordskælv.

- Vi har fået at vide, at der godt kan komme efterskælv, men det har vi endnu ikke bemærket her, hvor vi befinder os, fortæller danskeren godt en time efter skælvet.

Ifølge U.S. Geological Survey (USGS) lå jordskælvets epicentrum i Det Ioniske Hav cirka 30 kilometer vest for øen Zakynthos (se kort her).

Bo Markussen og hans kæreste befinder sig yderligere 100 kilometer mod øst. Jordskælvet kunne mærkes over det meste af det vestlige Grækenland.

Revner i havnen
Lokale myndigheder melder om materielle skader, jordskred samt strømafbrydelser i flere byer på Zakynthos.

Desuden er den største havn på øen beskadiget, skriver Associated Press, der har udsendt billeder af et havneanlæg med dybe revner i fundamentet.

Der er ingen meldinger om kvæstede eller omkomne.

Den største havn på Zakynthos er blevet beskadiget. Foto: AP
Den største havn på Zakynthos er blevet beskadiget. Foto: AP
 

Grækenland er vant til jordskælv, der dog sjældent koster menneskeliv. I 1999 blev 143 mennesker dræbt, da et jordskælv på 5,9 ramte hovedstaden Athen.

I juli ramte et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,7 mellem Tyrkiet og Grækenland og på den græske ferieø Kos. På Kos blev to personer dræbt og 120 andre såret.

(USGS)
(USGS)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere