Grillfest gik galt: Fireårig indlagt

Søndag eftermiddag forsøgte en 62-årig mand at få gang i en kulgrill ved at hælde sprit på. Det gik galt

En grillfest i en privat have i Gørlev syd for Kalundborg gik søndag eftermiddag galt. Helt galt.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En 62-årig mand have startet en kulgrill og forsøgte at få mere gang i kullene ved at hælde husholdningssprit på. Men det er aldrig en god idé.

'Det medførte en 'eksplosionsagtig' flamme, som ramte både en fireårig dreng og en 38-årig kvinde fra Gørlev. Begge stod i to til to en halv meters afstand fra grillen, da de blev forbrændt, hvorefter de begge blev skyllet med vand, indtil ambulancepersonale kom frem,' skriver politiet.

Først blev drenge kørt på skadestuen i Slagelse, men skaderne var så alvorlige, at han måtte overføres til Rigshospitalet i helikopter.

Her er han fortsat indlagt og bliver behandlet for sine skader på ansigtet, overkroppen og på armene. Hans tilstand er stabil.

Kvinden kom ikke alvorligt til skade og skulle ikke på skadestuen.

'Når der er endeligt overblik over den fireåriges skader, vil politiet tage stilling til, om der er grundlag for at sigte nogen i anledning af ulykken.

Ulykken skete klokken 15.22.