Grim lugt udløste politiaktion

Politi og brandvæsen rykkede ud til supermarked for at tjekke kemisk blanding, efter at ansat blev dårlig

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Politi og brandvæsen rykkede torsdag ud til Meny på Tornebakken i Risskov, hvor en kvindelig ansat havde fået et ildebefindende på grund af en kemisk blanding.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Under rengøring havde var der blevet blandet to kemikalier, som udviklede en grim lugt.

Købmanden kom hurtigt den dårlige kvinde til undsætning, gelejdede hende ud af butikken og fik hende sat på en stol.

Begge blev for en god ordens skyld kørt på skadestuen til kontrol, men var til alt held umiddelbart ikke kommet noget alvorligt til.

- Hun har ved et uheld blandet kalkfjerner og universel rengøringsmiddel, hvorefter hun mærkede ubehag. Købmanden valgte for en sikkerheds skyld at ringe til en ambulance. Hun har det heldigvis godt, og kan tage hjem i dag, siger Jannie Ravn, som er kommunikationskonsulent hos Dagrofa, der blandt andet driver Meny-kæden, til Ekstra Bladet.

Brandvæsenet sørgede for, at der blev luftet godt ud og kunne derefter køre fra stedet igen.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 12.15 via 112.

I døgnrapporten lyder det, at kvinden faldt om som følge af indåndingen af den kemi-cocktailen, men det afviser Jannie Ravn.