'Groft misbrug': Politiet giver nye rystende detaljer om indespærrede børn

Anklageren har fremlagt sigtelserne mod forældrepar, der havde spærret deres 13 børn inde

Ifølge børnenes farmor var børnene altid klædt i ens tøj, når de fik lov til at forlade huset med forældrene. Foto: All Over Press

- Groft, psykisk, fysisk misbrug.

Sådan sammenfatter distriktsanklager Mike Hestrin det, der efter politiets opfattelse er foregået i hjemmet i Perris i Californien, hvor ægteparret David og Louise Turpin er beskyldt for at have holdt deres 13 børn indespærret over en længere periode.

Torsdag aften lokal tid har politiet i forbindelse med en pressekonference nemlig løftet låget for detaljerne i de sigtelser, der er blevet rejst mod parret, som med et blev kendt over hele verden, da det lykkedes deres 17-årige datter at flygte fra huset og alarmere politiet.

Turpin-parret har udsat deres 13 børn for hårde fysiske overgreb Foto: Riverside County Sheriff's Department via AP Samfund - 18. jan. 2018 - kl. 20:01 Nye grufulde oplysninger om de 13 indespærrede børn

Her opdagede politiet til deres gru, at hendes 12 søskende var holdt fanget i mørke og ildelugtende omgivelser, og at de alle var enormt underernærede.

De to forældre er nu sigtet for 12 tilfælde af tortur, seks tilfælde af børnemisbrug og syv tilfælde af misbrug af deres børn, som er over 18. Derudover er de sigtet for 12 tilfælde af ulovlig tilfangetagelse. Endelig er faderen sigtet for et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse af et barn under 14 år.

Begge forældre risikerer 94 års fængsel, hvis de bliver dømt.

Parrets børn er mellem to og 29 år, og sigtelserne daterer sig helt tilbage til 2010.

Børnenes mor var 'overrasket', da hun sammen med sin mand blev anholdt for at have mishandlet sine børn. Foto: Riverside County Sheriff's Department via AP
Børnenes mor var 'overrasket', da hun sammen med sin mand blev anholdt for at have mishandlet sine børn. Foto: Riverside County Sheriff's Department via AP
 

Lænket fast som straf
Ifølge Mike Hestrin er parret ikke sigtet for tortur og ulovlig tilfangetagelse af deres to-årige barn, men sigtelserne gælder overgreb mod resten af de 13 børn.

Da politiet søndag fandt de mange børn, var flere af dem lænket til deres senge. Politiet oplyser nu, at de var lænket fast som en afstraffelse.

112 - 16. jan. 2018 - kl. 20:39 Politi: Mor til 13 indespærrede børn var overrasket

Ifølge anklageren var alle 13 ofre stærkt underernærede, og som følge deraf har de en svækket evne til at tilegne sig viden, ligesom at de har en mangel på basal viden. Som eksempel nævnte han, at den ældste af børnene - en kvinde på 29 år - blot vejede 37 kg, da de blev fundet.

Ud over at børnene altså ikke fik særlig meget mad, fik de også kun lov til at gå i bad én gang om året, lyder det fra anklageren.

Men de mange søskende kan altså nu takke deres 17-årige søster for, at deres årelange mareridt er overstået.

Ifølge politiet havde hun planlagt flugten i to år, inden det altså lykkedes hende at slippe væk fra hjemmet med en inaktiv telefon, som dog kunne ringe op til alarmcentralen og altså redde resten af søskendeflokken.

Adskillige amerikanske medier har i disse dage taget opstilling foran mareridts-huset, hvor de mange børn blev fundet. Foto: Alex Gallardo/AP
Adskillige amerikanske medier har i disse dage taget opstilling foran mareridts-huset, hvor de mange børn blev fundet. Foto: Alex Gallardo/AP
 

Ingen fattede mistanke
Selv om børnene i gennem lang tid har været underernæret og direkte syge, har de nærmeste aldrig fattet mistanke til de grusomme forhold, som børnene levede under.

Søskendeflokkens farmor har fortalt det amerikanske medie NBC News, hvordan børnene altid gik ens klædt og på række efter alder, når de forlod huset, men at de på overfladen virkede helt normale:

- De var akkurat ligesom enhver anden familie, og de havde så gode forhold til hinanden. Det er ikke bare noget, jeg finder på. De her børn var virkelig fantastiske og ville altid sige 'søde' til hinanden. Vi blev altid helt overrasket over, hvor høflige de var, fortæller Betty Turpin.

Også Louise Ann Turpins søster er dybt overrasket over sandheden, som hun troede var ganske anderledes:

- Vi troede altid, at de levede det perfekte liv. Hun ville fortælle os, at de tog på ture til Disneyland og Las Vegas hele tiden, siger Teresa Robinette.

Parret har flere gange fornyet deres bryllupsløfter - blandt andet som her, hvor de i 2011 blev viet på ny af 'Elvis' i Las Vegas. Foto: A Elvis Chapel via AP
Parret har flere gange fornyet deres bryllupsløfter - blandt andet som her, hvor de i 2011 blev viet på ny af 'Elvis' i Las Vegas. Foto: A Elvis Chapel via AP

Hele tre gange blev David og Louise Turpin viet af en præst klædt ud som Elvis Presley. Foto: AP 112 - 18. jan. 2018 - kl. 06:09 Forældre til 13 vanrøgtede børn: Blev gift af 'Elvis' tre gange

Politiets efterforskere i sagen forsøger stadig at få flere informationer om de rædsomme forhold, som de 13 søskende har levet under, fra de voksne i flokken.