Groft overfald i fængsel: Nu fjerner de billardbordet

Indsat ligger kunstigt i koma efter at være blevet ramt af to billardkugler. 24-årig mand fængslet for overfaldet

Ringe Statsfængsel dannede mandag rammerne om et brutalt overfald. (Foto: Lars Skaaning)
Ringe Statsfængsel dannede mandag rammerne om et brutalt overfald. (Foto: Lars Skaaning)

Et råt overfald i Statsfængslet i Ringe får ikke bare konsekvenser for de to involverede, men også for resten af de indsatte i fængslet.

Fængselsinspektøren fjerner muligheden for pool- og billardspil, efter at en 24-årig mand mandag angreb en anden indsat med to billardkugler i en sok og sendte det 22-årige offer i koma på Odense Universitetshospital.

- Vi får fjernet billardbordet så hurtigt som muligt, og kuglerne og køllerne er allerede blevet fjernet fra fællesarealet, fortæller fængselsinspektør Bodil Phillip.

Se også: Overfald i fængsel: Fik knust kraniet med billardkugle

I mellemtiden er den 24-årige blevet varetægtsfængslet i fire uger for overfaldet, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden erkendte i et grundlovsforhør i Retten i Svendborg onsdag, at han havde slået sin medindsatte én gang med sokken, der indeholdt to billardkugler. Ifølge fængselsbetjente var der dog tale om mindst to slag.

Den 22-årige mand fik så svære kvæstelser, at han fik et kraniebrud på størrelse med en billardkugle og risikerer hjerneskade.  Han ligger fortsat i kunstigt koma efter operationen.

Se også: Her er Danmarks mest voldelige fængsel

Statsfængslet i Ringe har tidligere modtaget kritik i en rapport fra Europarådet, efter at en indsat i januar 2014 fik kastet kogende vand i ansigtet af to andre indsatte.

Bodil Phillip oplyser, at man har taget kritikken til sig og iværksat en række tiltag for at øge sikkerheden for fængslets indsatte.

- Vi har naturligvis altid stor fokus på tryghed. Vi forsøger nu at sørge for, at de indsatte færdes i mindre grupper, og nu er det også et krav, at man tilmelder sig til fællesaktiviteter på forhånd, så vi undgår at to, der ikke kan sammen, ikke færdes med hinanden.

Se også: Smadrede mand med billardkugle: Politiet kræver fange fængslet

Anklager Karina Juhlin oplyser, at den 22-åriges tilstand er stabil. Lægerne vil forsøge at vække ham fra komaen onsdag eftermiddag eller aften.

Den 24-årige valgte ikke at kære kendelsen om varetægtsfængsling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere