Groft røveri mod Telia-butik: Personalet bundet af fire gerningsmænd

Fire røvere er fortsat på fri fod, melder politiet

Sent fredag eftermiddag har fire personer udført et voldsomt røveri mod en Telia-butik i Danmarksgade i det centrale Fredericia.

Her er de stukket af med ure og telefoner, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt til Ekstra Bladet.

- Der kommer fire mænd af udenlandsk herkomst ind i butikken, hvorefter personalet bliver bundet. De løber afsted med ure og telefoner i rygsække og papkasser.

- Mændene beordrer de ansatte ned at ligge, hvorefter de binder dem, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt.

Vagtchefen understreger, at de fire mænd fortsat er på fri fod.

- Vi ved ikke, hvilken retning de løb i, så vi er fortsat i gang med at lede efter dem, siger vagtchefen.

Da røverne var forsvundet, lykkedes det hurtigt de ansatte i forretningen i Danmarksgade nummer 4 at slippe fri, og klokken 17.28 slog de alarm.

Personalet er sluppet uskadt, men de er rystede over det grove røveri.

- Det er voldsomt at blive bundet fast, fastslår Jørn Lindhardt.

Sydøstjyllands Politi oplyste til Ekstra Bladet, at de ved 19.30-tiden fortsat er til stede ved Danmarksgade. De fire gerningsmænd er endnu ikke lokaliseret, lyder det videre.

- Vi har afsluttet vores undersøgelser dernede, men har ikke fundet noget, der har ført til anholdelser, siger vagtchef Lars Grønlund senere på aftenen.

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket noget usædvanligt i området omkring Danmarksgade før og efter røveriet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere