Grove trusler mod jobcenter: 34-årig græd, da han blev løsladt

Alle i dommervagten blev ønsket glædelig jul, da sigtet 34-årig kom på fri fod i julen

Uvenskab med jobcenteret har ført til grove trusler mod sagsbehandlere, mener politiet. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Uvenskab med jobcenteret har ført til grove trusler mod sagsbehandlere, mener politiet. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

- Jeg siger tak til retten. Mange, mange tak! Og glædelig jul alle sammen!

En 34-årig mand brød ud i glædestårer, da dommeren i Københavns dommervagt løslod ham juleaften, selvom han delvist tilstod meget grove trusler mod sagsbehandlere på jobcenteret og socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Han har længe beskyldt sagsbehandlerne for at ødelægge hans liv, blandt andet ved at sætte hans kontanthjælp ned, og han har ifølge kommunen været så truende, at møderne mellem ham og sagsbehandlerne måtte holdes på Bellahøj politistation.

Efter en ny trussel sendt 20. december på sms til den 34-åriges mentor, mente politiet, at nok var nok.

Derfor krævede anklager Anders Larsson den 34-årige varetægtsfængslet i dommervagten, fordi der er risiko for, at han vil fortsætte med at true personalet i kommunen.

'Håber hendes børn dør af kræft'
I sms-beskeden truede den 34-årige en navngiven kvindelig sagsbehandler: 'Jeg skal nok få hævn over den lille cunt. Den tid, den glæde. Forbistrede lorte-ludder. Jeg håber hendes børn dør af kræft'.

Den 34-årige erkendte, at han havde skrevet sms-beskeden, men nægtede de øvrige tre trusler, som han sigtes for. Den 7. august i år fik han en dom på seks måneders fængsel for blandt andet trusler på livet, vold og ulovlig tvang, men straffen blev gjort betinget mod, at han deltog i et kursus med 'Anger Management', altså et kursus, hvor han lærte at kontrollere sin vrede.

Kurset er gennemført, sagde den 34-årige i dommervagten, hvor han også forklarede, at han nu er færdig med jobcenteret. Han har fået sit første job i 12 år, hvor han starter som kokkeelev efter nytår på et københavnsk hotel.

Fik opsang af dommeren
Det var blandt andet på denne baggrund, at dommeren løslod ham - men det skete med en opsang:

- Nu er det på tide at holde helt op med at true folk, sagde hun - og det lovede den 34-årige.

Han er også under behandling for hash-misbrug og for angst og depression.

Politiet kom for at anholde ham i søndags, hvor han holdt for-jul med sine to børn. Han brød grædende sammen, og politiet lod ham holde julen med børnene mod et løfte om, at han meldte sig selv til politiet lillejuleaften kl. 16. Det gjorde han, endda en time før.

Hans forhold til jobcenteret og sagsbehandlerne er gået helt op i en spids:

- Hver gang jeg får en mail, synker hjertet ned i maven på mig, sagde han i retten. Under en telefonsamtale med en sagsbehandler gik han helt amok og smadrede glas og ting i lejligheden, beskriver hun i en redegørelse.

'Lorte-luder'
Allerede i februar skrev han, ifølge sigtelsen, til sagsbehandlerne i Københavns Kommune, at han 'ville gå efter dem som privatpersoner', og at han ville tage alt fra dem. Om en kvindelig ansat skrev han, at hendes navn var let at opspore, hun var en 'lorte-luder, og han håbede, at hun ville dø af kræft, langsomt og smertefuldt.

To sagsbehandlere blev ifølge en forklaring fra mandens mentor kaldt 'fandens til luder. De skulle kneppes,' og at sagsbehandlerne skulle myrdes. 'For så går jeg fred. De har ødelagt hele min eksistens. Så kan jeg sidde trygt i et fængsel med varm mad hver dag'.

Han truede, ifølge sigtelsen, også med at hælde benzin over jobcenteret og politistationen og sætte ild til det hele.

I en telefonsamtale i november med en sagsbehandler truede han, ifølge sigtelsen, med at slå hendes kollega ihjel. 'Han ville flå hjertet ud af brystet på hende', og 'han havde bestilt en lejemorder for 25.000 kr. til et mord på hende'.

Den 34-årige benægter samtalen:

- Jeg optager alle mine samtaler med jobcenteret. Jeg har den på et usb-stiick, som politiet gerne må få, sagde han i retten.

- Min kontanthjælp er blevet nedsat på grund af fejloplysninger mellem jobcenteret og sagsbehandlerne. De tager folk penge uden at stå til ansvar for det," forklarede den 34-årige.

Han mener selv, at hans psykiske problemer med vrede stammer fra sin opvækst i en plejefamilie med druk og misbrug.

Anklager Anders Larsson undlod at kære løsladelsen til landsretten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere