Grusomme detaljer: Sådan døde Mathis

Retssagen mod en 33-årig tidligere reality-deltager startede onsdag i Retten i Hørring

Mathis lå med hovedet ned i asfalten, da han blev fundet død lørdag morgen 28. marts. Privatfoto
Mathis lå med hovedet ned i asfalten, da han blev fundet død lørdag morgen 28. marts. Privatfoto

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet):

Forgiftning med mdma, muligvis i kombination med kvælning. Det er ifølge Retsmedicinsk Institut, hvad man antager, at 15-årige Mathis Matthiassen døde af, efter at han tidligt om morgenen 28. marts blev efterladt ved en boldbane i hjælpeløs tilstand.

Det kom frem under anklager Mette Bendix' forelæggelse af sagen i Retten i Hjørring.

Her er en 33-årig tidligere reality-deltager tiltalt for grov vold og for at hensætte og efterlade teenageren i hjælpeløs tilstand.

Manden er iført en stribet skjorte i afdæmpede farver og blå jeans. Skuldrene er brede, og det  kastanjebrune hår tilbagestrøget. Da han blev ført ind i retten, kiggede han ganske kort rundt i lokalet, men satte sig så ved siden af sin forsvarer med blikket slået ned. På tilhørerrækkerne sidder en del tilhørere, blandt andre Mathis Mathiassens forældre.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte gav teenageren mdma, tævede drengen og udsatte ham for kvælning med hundehalsbånd og bælter. Tidligt om morgenen mellem klokken 6.20 og 6.30 mener politiet så, at han kørte drengen til boldbanerne, placerede ham på jorden og kørte væk.

Via advokaten Helle Iversen tilkendegav den tiltalte, at han erkender at have efterladt Mathis Matthiassen i hjælpeløs tilstand, men han nægter både at have hensat ham i den tilstand og have udsat ham for grov vold.

Herefter anmodede forsvareren om navneforbud og dørlukning under den tiltaltes forklaring. Under hendes argumentation kom det frem, at hun frygter for sin klients sikkerhed, og han han under sin varetægtsfængsling er blevet flyttet af sikkerhedsmæssige hensyn. Derudover oplyste hun, at hendes klient er psykisk presset, og at han ikke ville være i stand til at afgive en ordentlig forklaring for så mange tilhørere.

Dommeren afviste dog begge anmodninger.

Mathis Matthiassen lå på asfalten, da han ved ottetiden om morgenen blev fundet livløs af en hundelufter. Hans sneakers var placeret et stykke væk, og hans mobil lå i en af skoene. En halv time senere blev han erklæret død.

Obduktionen har vist, at han er blodunderløbne mærker i ansigtet og på kroppen, flere blødninger i hovedet samt punktformede blødninger i det ene øje, på begge øjenlåg og i mundslimhinden.

 

 

Mathis blev fundet død på Hørby Stadion. Politiet afsøgte området med hunde. Foto: Jan Pedersen
Mathis blev fundet død på Hørby Stadion. Politiet afsøgte området med hunde. Foto: Jan Pedersen