Grusomme detaljer: Ville tænde ild til gidsel da politiet brød ind

Motivet for angreb ved togstation i Köln er endnu uvist, men terror anses for at være en mulighed

Private optagelser fra gidseldramaet på banegården. Video: AP

Den tyske by Köln var mandag ved middagstid centrum for en storstilet politiaktion, da hovedbanegården i byen blev lukket ned og flere specialstyrker fra politiet havde omringet et apotek inde i stationsbygningen.

Her havde en 55-årig syrisk mand nemlig gemt sig sammen med et kvindeligt gidsel, som politiet var desperate efter at hjælpe ud.

Kort forinden havde manden kastet en molotovcocktail på en McDonald's, der også ligger i stationsbygningen, hvor en kun 14-årig pige var blevet ramt og måtte løbe væk med brændende tøj. En forbipasserende formåede dog at få slukket branden, og den 14-årige slap med brandskader på det ene ben.

Politiet havde i første omgang forsøgt at forhandle med manden, der befandt sig på apoteket, men det endte med at de kort før klokken 15 stormede apoteket for at redde det kvindelige gidsel.

Overhældt med brandbar væske
Befrielsesaktionen blev blandt andet gennemført ved hjælp af chokgranater, hvorefter gerningsmanden blev skudt i maven og kvinden blev befriet.

Efterfølgende kæmpede specialstyrkerne og ambulancefolk for gerningsmandens liv, og selvom han blev hårdt såret, tyder det på, at han overlever aktionen.

Foto: Patric Fouad
Foto: Patric Fouad
 

Ifølge tyske Bild blev det kvindelige gidsel fundet med flere gaspatroner bundet på sig, mens hun også var blevet overhældt med brandbar væske. Angiveligt skulle gerningsmanden have forsøgt at antænde hende, da politiet stormede apoteket.

Gerningsmanden var foruden den brandbare væske i besiddelse af camping-gasflasker og et våben. Det er dog usikkert, hvorvidt der var tale om et skarpt våben eller en attrap.

Ville flyve til Syrien
Udover gerningsmanden, den 14-årige pige og det kvindelige gidsel, kom to personer lettere til skade i forbindelse med aktionen.

Foto: AP
Foto: AP
 

Ifølge Bild havde manden, mens han var på apoteket, hævdet, at han var medlem af Islamisk Stat, og han krævede at blive fløjet til Syrien, og at en tunesisk kvinde skulle løslades.

Politiet fandt siden identifikationspapirer på manden, hvoraf det fremgik, at der altså var tale om den 55-årige syrer, som kom til Tyskland som flygtning i 2015. Han er ifølge Bild kendt af politiet for tidligere tilfælde af bedrageri, tyveri og vold.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Efterforsker motiv
Politiet arbejder nu på at opklare, hvorvidt han virkelig er medlem af Islamisk Stat, og hvad hans præcise motiv var.

- Under efterforskningen tager vi alle muligheder med i overvejelserne, og vi udelukker ikke terrorisme, siger Kölns vicepolitichef, Miriam Brauns ifølge Ritzau.

Rejsende i tusindvis tog i forbindelse med aktionen ophold uden for stationen, mens de ventede på, at aktionen blev overstået, så der igen kunne køre tog fra stedet.

Foto: AP
Foto: AP
 

Tirsdag morgen kørte togene dog igen efter planen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere