Guider hos turistattraktion: Vi smed liget af turist i flod

28-årige Nathaly Salazar fra Spanien var på ferie i Peru, da hun pludselig forsvandt sporløst. Nu har to ansatte indrømmet, at hun er død

Foto: Privat
Foto: Privat

Over to uger efter hun sidst gav livstegn fra sig, har familien til den 28-årige Nathaly Salazar fra Spanien endelig fået besked.

Hun er død. Det skriver det spanske medie El Pais.

Den unge kvinde besøgte Peru, hvor hun skulle udforske inka-ruinerne. 2. januar drog hun af sted mod ruinerne, der ligger omkring Urubamba-dalen.

Ifølge vidner stillede Nathaly Salazar sig i kø til den populære svævebane 'Flight of the Condor', som tager turister på en svævetur over Urubamba-dalen.

Men hun vendte aldrig tilbage, og familien begyndte at blive nervøse for, hvad der var sket med hende. Lørdag kunne politiet oplyse, at 28-årige kvinde var død.

Samtidig offentliggjorde politiet, at man havde anholdt to personer i forbindelse med Nathaly Salazars forsvinden. Der er tale om to mænd på 19 og 21 år.

De to mænd, der er blevet identificeret som lokale guides ansat hos svævebanen, har ifølge avisen forklaret, at Nathaly Salazar døde under svæveturen.

Da de var bange for konsekvenserne, fordi deres sikkerhedsforanstaltninger ikke var i orden, kastede de liget af turisten i floden i stedet for at underrette myndighederne.

Da den 28-årige kvindes telefon begyndte at ringe, smadrede de den med en sten, har de indrømmet over for politiet.

Flere forklaringer
Men familien er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den forklaring, fordi de to anholdte ifølge avisen har afgivet forskellige forklaringer.

En af de to anholdte har forklaret, at Nathaly Salazar slog sit hoved på en pæl, hvorefter hun døde. Den anden har forklaret, at han klatrede ind i den gondol, hun sad i i svævebanen, hvilket resulterede i, at hun faldt i døden.

- Jeg kan ikke få ud af mit hoved, at de ikke bare afleverede hendes lig et eller andet sted. De kunne have efterladt hende ved døren til et hospital, og så kunne de være gået derfra uden at sige noget, siger søsteren, Tamara Salazar, til El Pais.

Liget af den 28-årige Nathaly er stadig ikke fundet.