HA-tilknyttet nægter sig skyldig i vold mod fodboldspiller

En 24-årig mand, der i følge norsk politi har tilknytning til Hells Angels, har i dag været for en dommer i København efter mistanke om grov vold mod en tidligere Brøndby-spiller 

(Arkivfoto: Anders Brohus)
(Arkivfoto: Anders Brohus)

Kender du til sagen, skriv til 1224@eb.dk/sms 1224 (koster alm. takst)

En af de to danskere, som er blevet pågrebet i forbindelse med et overfald i Norge på den tidligere Brøndby-spiller Franck Semou, er i dag i Københavns Dommervagt blevet fængslet i 13 dage på en begrundet mistanke om vold.

Det oplyser sagens anklager Jack Hurup til Ekstra Bladet.

Den 24-årige mand blev anholdt tirsdag i København af dansk politi på baggrund af en anmodning om anholdelse fra norsk politi.

Norske VG skriver, at den anden dansker i sagskomplekset, en mand i 40'erne, blev anholdt samme dag i Sverige for overfaldet på fodboldspilleren i Norge.

Se også: Tidligere Brøndby-spiller overfaldet med hammer

Ifølge norsk politi skulle de to personer angiveligt have tilknytning til Hells Angels.

Slog med hammer
Innlandet politidistrikt skriver således i deres pressemeddelelse:

- Etterforskningen tilsier at de har tilknytning til Hells Angels. Norske påtalemyndigheter har utstedt en nordisk arrestordre og utleveringssaken til Norge behandles nå av svenske og danske myndigheter.

Overfaldet på Semou fandt sted 29. september, hvor den danske spiller var på vej hjem fra træning. Her blev han stoppet af to mænd.

- De spurgte, om jeg kendte en eller anden, men jeg svarede, at det gjorde jeg ikke, og så gik jeg. Derefter tog en fat i mig og lagde mig ned, og den anden slog mig i hovedet bagfra. På det tidspunkt, vidste jeg ikke, hvad han havde slået med, har Semou tidligere fortalt Hamar Arbeiterblad.

- Jeg rev mig løs og så, at den ene stod med en stor hammer i hånden. Så mærkede jeg, hvordan blodet fossede nedover mit hoved. Jeg spurgte, hvorfor de gjorde det, men de svarede ikke, sagde fodboldspilleren om overfaldet.

Norsk politi har siden efterforsket sagen og indkredset, hvem de mistænker for overfaldet.

Herefter fulgte en anmodning om at få de to udleveret fra henholdsvis Danmark og Sverige. De to er begge danske statsborgere.

Retsmødet i Københavns Dommervagt foregik bag lukkede døre.

Se også: Tidligere Brøndby-spiller overfaldet med hammer Se også: Brøndby-spiller fortsætter i 2. division

Udleveringen skal vurderes
Mandens forsvarer Finn Bachmann siger til Ekstra Bladet, at han derfor ikke kan oplyse detaljer, men at den 24-årige mand nægter sig skyldig.

Efter at dommeren herhjemme vurderede materialet fra hendes norske dommerkollega, valgte hun at fængsle den 24-årige.

Herefter skal politidirektøren vurdere, om man kan efterkomme de norske myndigheders krav om udlevering til retsforfølgelse i Norge.

Hvis man bestemmer, at han skal udleveres, og han modsætter sig, skal han og hans advokat klage inden for tre dage hvorefter det spørgsmål skal behandles i retten, forklarer Finn Bachmann.

Han har ingen kommentarer til den anholdtes eventuelle tilknytning til Hells Angels, men siger blot, at der i sigtelsen ikke indgår noget om en rockerrelation.

Den voldsomme overfald medførte, at Franck Semou ikke formåede at spille de sidste kampe i sæsonen for sin klub. Den første besked fra lægerne gik på, at han skulle forhold sig i ro, og at der muligvis ville gå lang tid, før han var helt frisk igen.

I sin tid i Danmark nåede midtbaneaktøren at spille 26 Superliga-kampe for Brøndby, og han har også repræsenteret Danmark på flere U-landshold. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere