Håndværker død efter fald fra tag

En 39-årig mand har mistet livet efter en arbejdsulykke i Løgumkloster

En 39-årig udenlandsk mand mistede tirsdag eftermiddag livet, efter at være faldet igennem et tag, han var i færd med at reparere.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete kort før klokken 16, mens manden var i færd med at reparere et tag på en virksomhed på vejen Ved Dammen i Løgumkloster, fortæller Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

Pludselig faldt han gennem taget og landede på betongulvet adskillige meter nede, og undervejs i ambulancen på vej mod hospitalet stod det klart, at mandens liv ikke var til at redde.

Arbejdstilsynet skal nu ind i sagen for at undersøge de nærmere omstændigheder, da der er tale om en arbejdsulykke.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere