Håndværkere beskudt med metalkugle af mand med 'farlig' slangebøsse

En mand er anholdt for at skyde mod to håndværkere med en slangebøsse. Han er blandt andet sigtet for overtrædelse af våbenloven, oplyser politiet

Politiet indsamler bevismateriale ved gerningsstedet. Privatfoto.
Politiet indsamler bevismateriale ved gerningsstedet. Privatfoto.

Mandag eftermiddag måtte Københavns Politi rykke ud til et skyderi mod en håndværker-varevogn i Skottegården på Amager.

Der sad to personer i bilen, da en kugle blev affyret mod bagruden, som blev ramt lige over vinduesviskeren. Ingen af de to håndværkere kom noget til under skyderiet, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

En 50-årig mand er anholdt efter episoden. Han er mandag aften fortsat i politiets varetægt og skal fremstilles i grundlovsforhør ved Københavns Dommervagt tirsdag.

Sådan ser hullet ud i den blå varevogn, der mandag blev ramt af et skud, mens to håndværkere sad på passagersæderne. Privatfoto
Sådan ser hullet ud i den blå varevogn, der mandag blev ramt af et skud, mens to håndværkere sad på passagersæderne. Privatfoto

Beskudt med slangebøsse
Politiets efterforskning har vist, at manden har affyret sit våben fra sin altan, men der er ikke tale om et normalt 'skyderi'. Den 50-årige har nemlig skudt med en kraftig slangebøsse, lyder det fra Henrik Sveistrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- Han har skudt mod varevognen, mens der sidder to personer foran. Han har affyret en otte millimeter metalkugle fra en slangebøsse mod varevognen, der stod parkeret i gården.

Ifølge vagtchefen er der tale om en forsætlig handling fra mandens side.

- Vi ville ikke fremstille ham i grundlovsforhør, hvis vi ikke mente, at der lå en bevidst handling bag. Han har set, at der har siddet nogen i varevognen, før han skød mod den, siger Henrik Sveistrup til Ekstra Bladet.

Manden er sigtet for overtrædelse af paragraf 252, som konkret betyder at bringe andres liv og lemmer i fare. Derudover er den 50-årige sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Selvom det er yderst sjældent, at politiet modtager anmeldelser om skyderier med slangebøsser, understreger Henrik Sveistrup, at det er ulovligt at være i besiddelse af dem.

- Det er ikke noget, vi ser hver dag, men sådan en professionel, kraftig slangebøsse er meget farlig og selvfølgelig ulovlig.

Det er endnu uvist, hvad mandens motiv har været for at skyde mod de to håndværkere, lyder det slutteligt fra vagtchefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere