Hånet og banket foran café: Marie fandt sig ikke i sexchikane

Fransk offer for klam seksuel nedgørelse og vold chokerer internationalt med brutal overvågningsvideo

Marie Laguerre nåede ikke at forsvare sig fysisk.

Men nu udnytter den 22-årige franske kvinde de moderne massemediers effektive våben i et vredt modangreb. Det er rettet direkte mod den ukendte franske voldsmand, der for nylig udsatte hende for verbal, seksuel chikane og sluttede af med at knalde et hårdt knytnæveslag lige op i ansigtet på hende.

Sekunder senere hastede han bandende videre og forsvandt, før caféens gæster nåede at opfatte situationen og skride til handling.

Dramaet udspillede sig en lun aften foran en café tæt på Buttes-Chaumont-parken i det nordlige Paris, og det vækker nu international debat og politisk røre i Frankrig.

Marie Laguerre har nemlig fået tilladelse til at lægge caféens overvågningsvideo på Youtube og Facebook.

- Jeg er dødtræt af at føle mig utryg på gaden. Der er brug for forandringer, og det er nødt til at være nu, siger den unge studerende i et interview med det franske medie Le Parisien.

I interviewet giver hun offentligheden et mere detaljeret indblik i, hvad der skete.

Rystede og overraskede
Den korte videooptagelse er lydløs men taler for sig selv. Klokken er 18.45, og klædt i en kropsnær rød kjole passerer Marie Laguerre fortovscaféen, som er fyldt med afslappede parisere. De fleste drikker øl og kaffe.

I udkanten af billedet passerer hun en skægget mand i sort T-shirt og med sin jakke henslængt over den ene skulder. De går begge i rask gang.

Manden siger noget til kvinden, og hun vender sig hurtigt og svarer, mens de fortsætter i hver sin retning. Pludselig vender han sig om og kyler med stor kraft et af caféens askebægere efter hende. Det pifter lige uden for billedet tæt forbi Marie Laguerre i hovedhøjde.

I næste øjeblik vender han tilbage og konfronterer den passive kvinde. Uden varsel slår han hende hårdt i ansigtet, så hun snubler og rammer caféens plexiglas-afskærmning.

Overraskede og rystede café-gæster rejser sig, mens manden haster videre. En mand tager sin stol op i hænderne, men det bliver kun til en kort ordveksling med manden.

Beskidte smaskelyde
I et interview med Le Parisien forklarer Marie Laguerre, at manden lagde ud med at udstøde smaskelyde, eller hvad hun i britiske The Guardien selv beskriver som 'dirty noices', efter hende.

Hun tog en hurtig beslutning og svarede spontant 'hold kæft', da hun vendte sig om efter manden.

- Jeg troede ikke, han hørte mig. Men det gjorde han, og pludselig udviklede tingene sig. Det gik ekstremt hurtigt, siger Marie Laguerre¨.

VM 2018 - 27. jun. 2018 - kl. 10:54 Prøvede at kysse VM-vært: Nu hyldes hun for reaktionen

Hun undgik kun med få centimeter at blive ramt af det askebæger, han kastede efter hende.

- Jeg følte had. Jeg nægtede at finde mig i at blive nedværdiget. Det var så ydmygende, og da slaget kom overvejede jeg faktisk at tage kampen op, men jeg modtog det uden at vise følelser, mens han råbte og skreg, forklarer hun i tilbageblik.

Minister til kamp mod chikane
Marie Laguerre forklarer sin beslutning om at svare igen med video-optagelsen med, at hun ikke ønsker at 'kigge ned og gemme sig'.

- Det harmer mig, at han vover at hidse sig op, hvor det burde være mig, der havde grund til at blive rasende, siger kvinden, som på de sociale medier uddyber sin holdning:

'Den opførsel er ikke acceptabel. Det sker hver dag. Den type mænd hader, når vi bliver fornærmede og tror, de kan tillade sig at ydmyge os (kvinder, red.) og gøre hvad som helst i det offentlige rum.

Offer om voldsmand: Han er farlig
Marie Laguerre betegner den ukendte angriber som farlig. Hun takker vidner til episoden for deres støtte, og beder offentligheden om ikke at 'lynche dem', fordi de ikke nåede at stoppe voldsmanden.

- Der var ikke tid til at reagere, vurderer Marie Laguerre.

Politiet efterforsker sagen, men indtil videre er manden som sunket i jorden.

Den dramatiske hændelse dumper lige ned i et minefelt i fransk politik. Frankrigs ligestillingsminister Marlène Schippa, har samlet flertal bag en lovændring, der kriminaliserer seksuel chikane på gaden og i offentlige busser og tog. Det ventes at træde i kraft i den nærmeste fremtid.

- Jeg er oprørt, men ikke overrasket. Desværre ikke, lyder ministerens reaktion på forulempningen af Marie Laguerre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere