Hård kritik af Bilka: Ukendt købmand hamstrede sprut

Anonymiseret købmand hamstrede enorme mængder billig sprut og Nescafé i Bilka, som har fået en sanktion af myndighederne. Købmanden betalte flere gange med femcifrede kontantbeløb

Bilka her i Ishøj har solgt stort ud af Nescafé og mærkevaresprut. Femcifrede beløb blev modtaget i kontanter, og Bilka leverede varerne ud til en købmand, der er i myndighedernes søgelys. Det skete i strid med loven, uden at Bilka sikrede sig, at varerne kunne trækkes tilbage fra markedet i tilfælde af, at de senere skulle vise sig at være farlige. Foto: Ritzau Scanpix
Bilka her i Ishøj har solgt stort ud af Nescafé og mærkevaresprut. Femcifrede beløb blev modtaget i kontanter, og Bilka leverede varerne ud til en købmand, der er i myndighedernes søgelys. Det skete i strid med loven, uden at Bilka sikrede sig, at varerne kunne trækkes tilbage fra markedet i tilfælde af, at de senere skulle vise sig at være farlige. Foto: Ritzau Scanpix

Salling Group, der driver Bilka, er blevet part i en betændt sag, der både kan være til ulempe for forbrugernes sikkerhed og i værste fald har involveret hvidvask af pengesedler, der kan stamme fra kriminalitet.

Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at Bilka i Ishøj på Københavns Vestegn har samarbejdet med en mindre lokal købmand, som har tiltrukket sig både Fødevarekontrollens og Skattestyrelsens opmærksomhed.

Sprut-leverance til lille købmand
- Vi har foretaget kontrolbesøg hos en købmand i Københavnsområdet, hvor vi bemærkede, at man mindst tre gange for femcifrede beløb havde købt Nescafé og spiritus i Bilka i Ishøj, som efterfølgende leverede varerne til købmanden, forklarer Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold.

Fødevarestyrelsen har givet Bilka en sanktion, fordi Bilka blot tog mod de store penge uden - som de burde - at registrere købmanden, så myndighederne kunne spore varerne. Også i tilfælde af, af at de senere skulle fjernes fra markedet, hvis de viser sig at være fejlbehæftede og farlige for forbrugerne.

Store kontantbeløb
- Når Bilka sælger så store mængder varer, så bør Bilka vide, at det sælges til en virksomhed, og så skal Bilka af egen drift sikre sig, at der er sporbarhed, siger Rosenmark.

- I to af tilfældene blev der betalt med store kontantbeløb, forklarer han.

Fødevarestyrelsen nægter pure at oplyse, hvor store kontantbeløb det drejer sig om, men Ekstra Bladet erfarer, at det samlet set er tale om et beløb, der er langt højere end de højst tilladte 50.000 kroner.

- Det er et kontantforbud i hvidvaskloven, som betyder, at virksomheder ikke må modtage betaling for 50.000 kr. eller mere i kontanter, siger direktøren i Revisorjura.dk, Jakob Dedenroth Bernhoft.

Ulovligt højt beløb
- Så hvis Bilka har accepteret samlet set kontantbeløb på over 50.000 kr., så er det i strid med loven, siger han.

- Også selv om betaleren deler sine indkøb op i tre bidder á eksempelvis 17.000 kr., siger han.

- Reglerne er til for at forhindre hvidvask. Kontanter lugter nemlig ikke. Man kan ikke spore, hvor de kommer fra, så de kan stamme fra kriminalitet for eksempel narko eller prostitution, så disse store kontantbeløb er i udgangspunktet mistænkelige, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Mulighed: Veksler sort til hvidt
Konkret kan kontanterne være blevet vasket hvide ved, at købmanden veksler dem til mærkevarespiritus og mærkevarekaffe, som han så sælger hvidt og dermed slører de penge, som oprindeligt var 'sorte' eller 'beskidte'.

Hvidvask-eksperten slår fast, at Bilka skal efterleve retningslinjer, der oplyser personalet om, hvad de skal gøre, når en kunde vil betale med så store kontantbeløb.

- For dermed kan Bilka undgå ufrivilligt at blive involveret i hvidvask.

'Vi har lavet en klar fejl'
Bilka kan ikke undskylde sig med, at Bilka ikke har været vidende om, at købmanden var erhvervsdrivende. For i mindst et tilfælde kørte Bilka det store arsenal varer ud til købmanden.

’Vi har lavet en klar fejl. Vi ophører straks med salg af fødevarer til fødevarevirksomheder, har Bilka lovet Fødevarestyrelsen, som også nægter oplyse til Ekstra Bladet, hvilken købmand der er tale om.

Når Fødevarestyrelsen ikke vil oplyse navnet, skyldes det, at der er en verserende sag, som kan indbefatte nogle strafferetlige tiltag.

Skat involveret
Også Skattestyrelsen blevet involveret i sagen, hvilket er fast praksis, når fødevaremyndighederne opdager store kontant-transaktioner hos købmænd, kiosker, slikbutikker og så videre.

Ekstra Bladet ville bl.a. gerne i et interview have spurgt Bilka, hvorfor butikken modtog så store - og i princippet mistænkelige - kontantbeløb, men det har ikke været muligt at få et interview. Bilkas regionschef, Morten Villum Larsen, skriver dog i en mail:

’Vi har klare retningslinjer og procedurer for, hvordan vi skal håndtere eksempelvis salg til fødevarevirksomheder, og vi undersøger selvfølgelig, hvis vi misset det her, og strammer op.’