Hård vind rammer Danmark: - Det vil føles som minus otte grader

Det vil i den grad blive en kold dag med både blæst og lave temperaturer, advarer DMI

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Det er bare med at huske vintertøjet, hvis man bevæger sig ud i dag.

Det oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Klaus Larsen til Ekstra Bladet.

- Det vil føles rigtig koldt. Den hårde vind blandet med lave temperaturer gør, at vil føles som mellem minus fire og otte graders frost, siger han og fortsætter:

- Som det ser ud lige nu, så blæser det flere steder 12 meter pr. sekund. Med de aktuelle temperaturer, føles det derfor som minus seks til otte grader i den sydlige del af landet, som er hårdest ramt, lyder det.

Han fortæller, at selvom temperaturen vil stige langsomt i løbet af dagen, så vil det stadig føles meget koldt.

- Der er jo ikke noget, der er behageligt i i vind. Det er bare om at huske hue og vanter - man skal virkeligt klæde sig godt på, lyder rådet fra Klaus Larsen.

Han fortæller, at årsagen til, at det vil føles koldt er, at der lige nu kommer en sydøstlig strømning af luft henover landet.

- Men selvom det vil føles meget koldt, så bliver det en ekstrem flot solskinsdag. Først i løbet af natten til onsdag vil vi se lidt nedbør, siger meteorologen og fortsætter:

- Det bliver den sidste solskinsdag i noget tid. De næste par dage vil blive fyldt med gråvejr og regn, lyder det.