Hackerangreb koster dansk virksomhed cirka 600 millioner

Et hackerangreb tidligere i september hos høreapparatvirksomheden Demant koster selskabet 550-650 millioner kroner

Søren Nielsen er topchef i den danske høreapparatvirksomhed Demant. Foto: Ritzau Scanpix.
Søren Nielsen er topchef i den danske høreapparatvirksomhed Demant. Foto: Ritzau Scanpix.

Et hackerangreb tidligere i september hos høreapparatvirksomheden Demant har kostet selskabet 550-650 millioner kroner.

Det oplyser Demant i en fondsbørsmeddelelse.

Hackerangrebet fandt sted 3. september. Det ramte selskabets servere og systemer og har påvirket produktion og distribution af høreapparater, som bliver solgt under navnet Oticon.

Dermed har Demant ikke kunnet sælge så meget som normalt. Det har især gjort sig gældende i USA, som er Demants vigtigste marked, men også salget i Australien, Storbritannien og Canada er ramt.

14.000 ansatte

Demant er blandt Danmarks største virksomheder og havde sidste år en omsætning på knap 14 milliarder kroner. Der er 14.000 ansatte på verdensplan.

Hackerangrebet har blandt andet betydet, at Demant ikke har kunnet hjælpe hørehæmmede på sine klinikker på normal vis.

Demant er fortsat i gang med at gendanne systemer og servere efter angrebet, og de fleste er nu oppe at køre igen på normal vis.

De resterende forventes at være på plads inden for de næste to-tre uger.

- Cyberkriminaliteten har haft en betydelig indvirkning på vores evne til at skabe den vækst, vi forventede i andet halvår, siger Søren Nielsen, administrerende direktør for Demant.

- Selv om vores kommercielle enheder gør deres yderste for at kompensere for betydningen af hændelsen, er vi i en situation, hvor vi ikke kan eksekvere vores ambitiøse kommercielle vækstaktiviteter i det planlagte omfang, siger han i meddelelsen.

Nedjusterer forventninger til overskud

Demant oplyser, at virksomheden forventer at få 100 millioner kroner i forsikring på grund af hackerangrebet. Det beløb er fratrukket de 550-650 millioner kroner, som det forventes at koste.

På grund af hackerangrebet nedjusterer Demant sine forventninger til overskuddet i 2019. Nu venter selskabet at tjene 2-2,3 milliarder kroner mod tidligere 2,65-2,85 milliarder kroner.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere