Hældte benzin over Dennis og strøg tændstik: Nu er dommen faldet

Seks års fængsel til 41-årig mand, som brændte Dennis af

Dennis Andersen fik svære brandskader på store dele af kroppen efter det brutale overfald, der nær havde kostet ham livet. Foto: Henning Hjorth
Dennis Andersen fik svære brandskader på store dele af kroppen efter det brutale overfald, der nær havde kostet ham livet. Foto: Henning Hjorth

41-årige Kenneth Durhuus skal seks år i fængsel for at have sat ild til sin bedste kammerat.

Det har en enig domsmandsret ved Retten i Nykøbing Falster netop besluttet. Durhuus nægtede sig under sagen skyldig i grov vold, som næsten kostede 37-årige Dennis Andersen livet. Han er i dag vansiret efter at have fået svære anden og tredjegrads-forbrændinger på op mod 50 procent af kroppen - herunder i ansigtet.

Det var 3. december 2018, at den grusomme mishandling fandt sted. Retten fandt det bevist, at Kenneth Durhuus uden for et skur ved sit hjem i Torrig på Lolland slog kammeraten bevidstløs med et stykke aftrækker-værktøj, hvorefter han bandt hans hænder sammen med 30 centimeter lange platikstrips.

Herefter hældte han benzin ud over Dennis Andersen, der vågnede på grund af lugten og smagen.

- Han strøg bare en tændstik. Det er noget, jeg ser. Jeg råbte 'sluk det lort, hvad fanden laver du'. Så prøver jeg at rulle mig. Men det kan jeg ikke, for mine arme er bundet. Jeg tror, jeg besvimer. Måske er det chokket. Måske er det smerten, sagde Dennis Andersen i sin vidneforklaring i retten.

Det kan ikke lade sig gøre at genskabe den ydre del af Dennis Andersens ører, har lægerne fortalt ham. Foto: Henning Hjorth
Det kan ikke lade sig gøre at genskabe den ydre del af Dennis Andersens ører, har lægerne fortalt ham. Foto: Henning Hjorth

Han fortalte også, at de to havde kendt hinanden siden barndommen i Hvidovre. Og at han ikke havde den fjerneste idé om, hvorfor han skulle overfaldes på den måde.

- Manden må jo være syg, sagde han blandt andet.

Det viste sig, at Kenneth Durhuus valgte at slukke sin brændende ven med vandet fra en haveslange, hvorefter han hev ham ind under den kolde bruser.

- Jeg tror, at han gik lidt i panik over, at jeg var ved at dø, sagde Dennis Andersen i retten.

Kenneth Durhuus nægtede under hele sagen at udtale sig. Den ikke så høje, men robust byggede mand sad ved siden af sin forsvarer Susanne Graffmann og gjorde ikke meget væsen af sig, når han ellers ikke sugede saft ud af de par Capri Sonne med orange sugerør, som han havde med sig. Det eneste, man hørte til hans stemme var derfor, da anklager Ulrik Birk afspillede et opkald til alarmcentralen.

- Min kammerat skulle prøve at tænde op i brændeovnen. Så smed han dunken med tændvæske og fik det op i ansigtet og ud over det hele. Jeg har smidt ham under bruseren, lød det i alarmopkaldet.

- Hvis du forestiller dig den smerte, det giver at lægge sin hånd på en varm kogeplade. Og så er det bare hele kroppen, der gør ondt. Sådan føltes det, siger Dennis Andersen om at blive brændt af. Foto: Henning Hjorth
- Hvis du forestiller dig den smerte, det giver at lægge sin hånd på en varm kogeplade. Og så er det bare hele kroppen, der gør ondt. Sådan føltes det, siger Dennis Andersen om at blive brændt af. Foto: Henning Hjorth

Og da sygeplejersken spurgte, om det var alvorligt, lød svaret.

- Det tror jeg. Hans ører er helt sorte.

I næsten tre måneder lå Dennis Andersen indlagt på Rigshospitalet. I ugevis var han i kunstigt koma. Hukommelsen spillede ham et puds, men den kom langsomt tilbage.

I retten kom det frem, at han formentlig ville have mistet livet, hvis ikke han var kommet i behandling med det samme. Op mod 50 procent af hans krop havde svære brandskader. Kun torso og armene ned til håndleddene slap for alvorlige brandsår. Formentlig fordi han var iført en goretex-jakke.

37-årige Dennis fortæller, at han sandsynligvis er vansiret for livet Foto: Henning Hjort Krimi Anklaget: Overfaldt og stak ild til forsvarsløs mand

Ud over fængselsstraffen blev Kenneth Durhuus dømt til at betale sin nu tidligere kammerat 80.000 kroner i erstatning. Dommeren fortalte, at det endelige erstatningsbeløb vil blive langt større, men at det var, hvad hun kunne tildele forurettede her og nu.

- Der vil vente et civilt søgsmål med erstatning for varige mén, tabt erhvervsevne og formentlig også svie og smerte, som vil ende med at blive et langt større beløb, sagde hun.

- Der er tale om en sag om virkelig grov vold, sagde hun også.

Kenneth Durhuus blev også dømt for at være i besiddelse af lidt over to kilo skunk, som politiet fandt under en ransagning på hans adresse. Desuden blev han dømt for vidnetrusler, fordi han på adskillige sms'er havde truet Dennis Andersens fætter, der havde afgivet forklaring til politiet.

Den dømte udbad sig betænkningstid med henblik på eventuel anke til landsretten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere