Han fældede 13 rockere: 'Der er nogle kolde og kyniske røvhuller'

Nu står det afhoppede tidligere prøvemedlem frem og fortæller, hvordan han endte i Bandidos - og hvorfor han valgte at fortælle om deres kriminalitet

René Vestergaard ses her maskeret med Peter Graae, der er journalist på Station 2 og har lavet interviewet. Foto: TV 2
René Vestergaard ses her maskeret med Peter Graae, der er journalist på Station 2 og har lavet interviewet. Foto: TV 2

Rene Vestergaard gik fra et liv uden kriminalitet og et job som afdelingschef i Dansikring til at blive et betroet prøvemedlem af rockerklubben Bandidos og dybt involveret i kriminalitet.

Han var egentlig begyndt at blive træt af livet som rocker, da præsidenten for Bandidos South Island degraderede ham og sagde, at han skulle skære sine prospectmærker af og sy hangaroundmærket på.

Kort efter gik han under jorden og gemte sig for Bandidos. Den 26. september 2014 ringede han til en politimand og sagde:

- Prøv at hør her. Jeg vil tilstå alt. Jeg vil fortælle alt, hvad jeg ved.

Det har siden kostet ham selv og 13 Bandidosrockere tilsammen 38 års fængsel.

Nu står han for første gang frem offentligt, dog grundigt maskeret, og fortæller sin historie, og at han skal leve sit liv i skjul efter sin afsoning. Det er Station 2, der har fået politiets nye guldfugl i tale, og interviewet sendes på TV 2 i aften kl. 20.50.

- Jeg skal leve et sted - hemmeligt - mellem Sydpolen og Nordpolen. Uden kontakt til familie og andre, siger han i interviewet, der sker et hemmeligt sted, hvor René Vestergaard er flankeret af to politifolk, der efterfølgende kører ham væk.

Han fortæller, at han har skiftet navn flere gange og derfor ikke hedder Rene Vestergaard længere.

- Jeg er ikke i tvivl om, der er nogle, der vil slå mig ihjel. Det er der mange, der vil, siger han og fortæller om årsagen til, at han står frem.

- Det er normal kotume, at man straffer folk. Og lige nøjagtig nogle af dem, jeg har udtalt mig om, de er blandt andet dømt for at jage en kniv igennem hånden på én, der i princippet var uskyldig. Så det er sgu hårde drenge altså.

- Jeg synes, det er vigtigt, at Danmark får at vide, hvad der foregår i rockerverdenen. Der er nogle kolde og kyniske røvhuller bag det.

René Vestergaard ses her på sin motorcykel. Privatfoto
René Vestergaard ses her på sin motorcykel. Privatfoto

Ekstra Bladet har tidligere lavet en kulegravning af Rene Vestergaard og hans andel i, at han selv og de 13 andre Bandidos-rockere blev dømt for en byge af forbrydelser fra indbrud, vold, væbnede røverier, brandstiftelser, afpresning, vidnetrusler og våbenbesiddelse til narkohandel, der omfatter samlet 52 kilo hash og et kilo kokain.

Den tidligere vagtmand havde romantiske forestillinger om rockerlivet på motorcykel. Han ville leve som Jønke beskrev rockerne i sin første bog. Foto: Kenneth Meyer Krimi Bandidos-hævn: Skulle dolkes med rå kylling

Tre præsidenter i Bandidos er blandt de dømte og hårdest straffede med fem, tre et halvt år og tre års fængsel. Men kronvidnet selv fik den højeste straf af dem alle, syv et halvt års fængsel, da han tilstod 24 forskellige forbrydelser og fortalte hvem i Bandidos, han havde begået de enkelte kriminelle forhold sammen med.

Søn afkrævet penge
Han fik endda rabat i straffen, fordi han, som retten i Nykøbing Falster skriver i dommen, ’frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, og at tiltalte har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af forhold begået af andre’.

Til Station 2 fortæller Rene Vestergaard, at hans søn blev kontaktet af præsidenten i Bandidos South Island, efter han var gået under jorden, der sagde, at man ikke skal skide på Bandidos, og at klubben havde en regel om, at det kostede penge at forlade Bandidos. Sønnen skulle derfor betale den første dag hver måned, nu hvor René var væk.

Det fik René til at beslutte sig for at gå til politiet - i første omgang af ren og skær hævn.

- Efter jeg kom i bandeexit, skete der noget i mit hoved, der gjorde, at jeg tog beslutningen om at fortælle alt. Nu er det en form for renselsesproces, men det det var ikke i starten. Det har ikke noget med hævn at gøre. Det får jeg ikke noget ud af, har Ekstra Bladet tidligere skrevet, at han  forklarede i retten.

To skilsmisser og kedsomhed
– Jeg tog beslutningen, førte den ud i livet og står ved den. Jeg vil bare overleve, sagde han ligeledes i retten.

Han havde haft et liv uden kriminalitet, inden han i 2010 selv tog kontakt til Bandidos og kom med i støtteklubben MS62. Han havde arbejdet som kreaturslagter i 25 år og som vagtmand i forskellige vagtselskaber. Han kørte værditransporter for Dansikring fra 2001 til 2006 og endte som afdelingschef. PRJ var også dørmand i 17-18 år, indtil hans relation til Bandidos kostede ham tilladelsen til at arbejde som dørmand i 2011.

To skilsmisser og kedsomhed fik sammen med hans idylliske forestillinger om rocker-miljøet ham til at anmode Bandidos om at komme med i et supportteam:

- Det er en gruppe mennesker, der supporterer Bandidos. Man deltager i forskellige aktiviteter i forbindelse med fester, møder op og gør, hvad man får besked på i forhold til alt - også kriminalitet, fortalte han i et retsmøde.

Han boede i Nykøbing Falster og så en del til Christian Grünwaldt, ’Chester’, tidligere præsident i Bandidos og dengang ’national sergent’, sikkerhedsrådgiver, for Bandidos i hele Europa.

’Chester’ gav ham jobbet som bestyrer af en pokerklub i Algade i Vordingborg, der også var hashklub, og hvor han skulle stå for salget af sodavand, slik og hash. Han stod for den daglige drift og solgte et kilo hash om ugen.

Christian Grünwalt, Chester, gav René Vestergaard tjansen som bestyrer af en hashklub i Vordingborg. Senere vidnede han mod Chester, der fik en ekstra straf på tre et halvt års fængsel. Foto: Claus Bonnerup.
Christian Grünwalt, Chester, gav René Vestergaard tjansen som bestyrer af en hashklub i Vordingborg. Senere vidnede han mod Chester, der fik en ekstra straf på tre et halvt års fængsel. Foto: Claus Bonnerup.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Bandidos, der meddeler, at de ikke har nogen kommentarer til René Vestergaards udtalelser i Station 2.

Til TV 2 afviser de i et skriftligt svar, at René Vestergaards søn er blevet truet, ligesom de afviser, at det koster penge at melde sig ud. Bandidos kalder det direkte latterligt, at René Vestergaard tror, at nogen fra Bandidos vil slå ham ihjel.

Bandidos MC Denmark har tidligere på Facebook skrevet et langt indlæg om Ekstra Bladets artikler om afhopperen, hvor de blandt andet skriver; 'Det er korrekt, at et tidligere prøvemedlem er anholdt og nu dømt for de kriminelle handlinger han har begået, det er også korrekt at han har siddet og sunget som var han kandidat til årets melodi grand prix, hvilke har gjort at politiet har anholdt ALT i det nabolag guldfuglen har befundet sig i.'

Station 2 sendes torsdag aften klokken 20.50 på TV 2.

 

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen