'Han skal mobbes til at sige op': Chef læste medarbejders sms'er - nu falder dommen

I dag falder der dom i en sag, hvor ledere i Aarhus Havn er anklaget for at have læst en medarbejders sms'er og bortvist ham og to andre på baggrund af indholdet

Er det privat, når du skriver sms'er på din arbejdsbetalte mobiltelefon? Det afgøres i dag ved Retten i Århus. (Polfoto)
Er det privat, når du skriver sms'er på din arbejdsbetalte mobiltelefon? Det afgøres i dag ved Retten i Århus. (Polfoto)

Er du en af de mange tusinde danskere, der har fået mobil og computer stillet til rådighed af din arbejdsgiver, så kan en sag, der i dag afgøres af Retten i Aarhus, belyse, om din chef har lov til at tjekke indholdet på dine enheder.

Den tidligere direktør for Aarhus Havn, Bjarne Mathiesen, og en anden ledende medarbejder er anklaget for at have 'begået brud på brevhemmeligheden', da havnens ledelse tilbage i 2012 læste sms'er fra daværende kranfører og sikkerhedsrepræsentant Frants Birger Rasmussens mobiltelefon.

- Jeg synes, det er krænkende. Det er private sms'er, som jeg har skrevet med både familie, venner og kollegaer, udtalte Frants Birger Rasmussen fredag morgen til TV2 News.

Se også: Kranfører: Ulækkert at ledelse læste private sms-beskeder

Mobbede kollegaer
Sagen startede tilbage i 2012, hvor ledelsen i Aarhus Havn var i konflikt med kranførerne i forbindelse med arbejdsforholdene.

Ledelsen havde mistanke om, at nogle af kranførerne mobbede medarbejdere i forbindelse med at tage ekstraarbejde.

Det fik man bevis for, da Frants Birger Rasmussen afleverede sin mobil for at få den byttet om til en anden.

Ledelsen tjekkede indholdet på mobilen, og det, man læste, var tilsyneladende så alvorligt, at Frants Birger Rasmussen og to af hans kollegaer blev bedt om at acceptere en frivillig aftrædelsesordning kort før jul.

Ifølge Århus Stiftstidende stod der i én af sms'erne: 'Han skal mobbes til at sige op'.

En anden besked lød:

'Han kommer til at tage den store lige i nummeren, men sådan er det jo, når man er dum', skrev kranføreren om den daværende havnedirektør.

Den tidligere direktør og en ledende medarbejder ved Aarhus Havn er anklaget for at have brudt straffelovens § 263, stk. 1, som handler om, at man kan få en bøde eller idømmes fængsel indtil seks måneder, hvis man uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet. (Foto: Colourbox)
Den tidligere direktør og en ledende medarbejder ved Aarhus Havn er anklaget for at have brudt straffelovens § 263, stk. 1, som handler om, at man kan få en bøde eller idømmes fængsel indtil seks måneder, hvis man uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet. (Foto: Colourbox)
 

Se også: Anklage: Kranførere fyret efter smuglæsning af sms'er  

Politianmeldte havnen og borgmesteren
Sagen førte til at Frants Birger Rasmussen og hans to kollegaer politianmeldte Aarhus Havn.

Derudover blev også byens borgmester Jacob Bundsgaard, der var formand for havnen, anmeldt.

Politiet efterforskede først sagen og fandt ikke, at der var grundlag for at gå videre.

En klage til Statsadvokaten i Viborg førte dog til, at den blev genoptaget.

Men resultatet blev det samme: Politiet mente ikke, at der var blevet begået ulovligheder.

Helt usædvanligt bad Statsadvokaten dog igen Østjyllands Politi om at genoptage sagen, og i foråret endte det med, at der blev rejst tiltale mod Bjarne Mathiesen og en ledende medarbejder. Dog ikke borgmesteren.  Anklagemyndigheden vil have de tiltalte idømt bøder.

Senere i dag falder der dom i sagen, der kan have principiel betydning i forhold til arbejdsgiveres ret til at gennemgå de enheder, medarbejdere er blevet tildelt.

Ekstra Bladet følger sagen. Dommen forventes at falde kl. 13.30.

75 kommentarer
Vis kommentarer