Handelsskib med 22 besætningsmedlemmer er forsvundet

Ifølge indisk medie er der en høj risiko for, at et forsvundet handelsskib er blevet kapret ud for Vestafrika

Et handelsskib med 22 indiske besætningsmedlemmer om bord er forsvundet i Guineabugten ud for den vestafrikanske kyst.

Det meddeler Indiens minister for udenrigsanliggender, Sushma Swaraj, på Twitter.

Fartøjet har været forsvundet siden fredag. Det ejes af det hongkongbaserede selskab Anglo-Eastern.

Skibet Marine Express blev sidst set ud for Benins farvand, oplyser Anglo-Eastern i et tweet. Herefter mistede selskabet kontakten Det er uklart, hvorfor kommunikationen er ophørt.

En eftersøgning er undervejs med hjælp fra nigerianske og beninske myndigheder, tilføjer Anglo-Eastern.

Det engelsksprogede indiske medie Times of India skriver, at der er en høj risiko for, at skibet, som var læsset med benzin, er blevet kapret.

Plaget af pirater
Guineabugten oplever i stigende grad problemer med pirater, som stjæler gods og kræver løsepenge. Det til trods for at pirateri falder på verdensplan.

Tal viser, at en række skibe i området var mål for piratangreb i 2017.

Der var blandt andet ti kidnapninger, hvor i alt 65 besætningsmedlemmer blev taget til fange i eller omkring nigeriansk farvand.

Globalt set meldte 16 fartøjer, at de var blevet skudt imod. Syv af skudepisoderne fandt sted i Guineabugten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere