Hanne blev kvalt nytårsaften: 'Bare de har fat i den rette'

Efter flere dags mystik om en brand nytårsnat - har politiet anholdt en 47-årig mand for drab

I dag fastslår politiet, at Hanne Pedersen ikke blot var et offer for en ulykke, men at hun blev kvalt, før en voldsom brand huserede hendes hus. (Foto: DELURAN JØRN/video: Ernst van Norde)

Kender du den anholdte eller kender til sagen, tip os på 1224@eb.dk/sms til 1224 (koster alm sms-takst)

Efter flere dages mystik om den brand, der nytårsnat raserede et husmandssted mellem Herning og Ringkøbing, har politiet i dag fastslået, at husets beboer Hanne Pedersen var offer for drab, og at hun er blevet kvalt.

I følge Ekstra Bladets oplysninger er det sket ved at noget er snøret om hendes hals - formentlig en snor.

En 47-årig mand fra Herning er blevet anholdt og skal stilles for en dommer senere i dag.

Politiet vil ikke gå i detaljer med selve drabet, men politikommissær Jørgen Lauritsen oplyser til Ekstra Bladet, at drabet er sket mellem 17.35 og 00.08 nytårsaften. På det tidspunkt - efter midnat - opdagede beboere i området branden.

Veninde: Mange tanker

Hanne Pedersen levede  en stille tilværelse - alene med nogle særlige geder, hvor fra hun kunne udvinde det fine mohair-garn til striktrøjer og lignende. Garnet solgte hun blandt andet fra en lille gårdbutik. Derudover passede hun sit arbejde i et firma i området.

Hendes gode veninde Lis Jensen siger til Ekstra Bladet efter politiet konklusion på Hanne død i dag:

- Jeg har netop hørt det fra en nabo. Der er mange tanker, der farer gennem ens hoved. Jeg kan ikke forstå det.

Veninden betegner Hanne Pedersen som et meget venligt menneske og beskriver den nu døde kvinde som en ganske almindelig kvinde, der var glad og tilfreds med den måde, som hun levede på.

- Nu håber jeg bare, at den anholdte er den rette person, siger Lis Jensen.

- Ved du hvem han er?

- Nej overhovedet ikke.

Lis Jensen  siger, at Hanne Pedersen jo 'godt kan have haft en kæreste' uden, at hun dog vil fastslå noget om det. Hun siger dog også:

- Eftersom Hanne havde en lille gårdbutik, kan det være en naiv sjæl, der har troet, at hun havde nogle kontanter, hvad hun jo formentlig ikke har haft. Hun brugte mest mobilepay.

Efter branden nytårsnat meldte politiet i første omgang ud, at der var fundet et lig i det svært brand-skadede hus på Karslmosevej.

De sagde, at de undersøgte branden som en drabssag uden, at de dog ville lægge sig fast på, at der var sket mord.

Der skulle omfattende retsmedicinske og kriminaltekniske undersøgelser til at konkludere, hvad der egentlig var sket på det lille husmandssted, der ligger tilbagetrukket fra vejen.

Politiet vil ikke overfor Ekstra Bladet gå i detaljer med hvem den 47-årige mand er.

Han skal fremstilles for en dommer klokken 14 i retten i Herning.

Kender du den anholdte elller kender til sagen, tip os på 1224@eb.dk/sms til 1224 (koster alm sms-takst)

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere