Hanne kvalt med el-kabel: Sagen har grufuld forbindelse til gammelt pige-mord

36 vidner indkaldt og ni dage afsat til nævningesag, hvor 49-årig mand tiltales for at have kvalt og dræbt 54-årige Hanne Pedersen nytårsaften 2015

Hanne Pedersen gennemlevede sandsynligvis et sandt mareridt i minutterne inden sin død, da hun ifølge politiet fik tape for næse og mund, inden hun blev kvalt med en ledning. Om et par uger begynder retssagen mod den 49-årige mand, som er tiltalt for det makabre drab nytårsaften 2015/2016. Manden er tidligere dømt for et drab på en kvinde i 1997. Foto Jørn Deleuran
Hanne Pedersen gennemlevede sandsynligvis et sandt mareridt i minutterne inden sin død, da hun ifølge politiet fik tape for næse og mund, inden hun blev kvalt med en ledning. Om et par uger begynder retssagen mod den 49-årige mand, som er tiltalt for det makabre drab nytårsaften 2015/2016. Manden er tidligere dømt for et drab på en kvinde i 1997. Foto Jørn Deleuran

36 vidner, seks nævninge og to suppleanter, tre dommere, herunder retsformand Solveig Bloch Madsen, specialanklager Pia Koudahl og forsvarer, advokat Charlotte Krarup, bliver fra mandag 20 marts klokken ni de brikker i et første retsligt efterspil, som frem mod en forventet domsafsigelse fredag 7. april er med til at afgøre, hvorvidt en 49-årig mand for anden gang i sit liv dømmes skyldig i at have kvalt og dræbt en kvinde.

Der er ifølge anklageskriftet i den nye sag visse ligheder med det gamle drab, men som dengang nægter den 49-årige mand sig skyldig.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i specialanklager Pia Koudahl og Midt- og Vestjyllands Politis anklageskrift.

Heraf fremgår det, at den 49-årige mand satte tape for Hanne Pedersens næse og mund, inden han kvalte hende ved at omsnøre hendes hals med et el-kabel i tidsrummet mellem klokken 17.30 og 00.08 nytårsaften 2015/2016 på Hannes Pedersens landejendom ved landsbyen Vium nær Videbæk i Vestjylland.

Efter at have dræbt Hanne Pedersen satte den 49-årige - ifølge politiet - ild til hendes landejendom, som i mange år husede opdræt af mohair-geder og salg af garn fra gederne.

- Jeg vil hverken udtale mig om anklageskriftet eller drabssagen fra fortiden, men venter med at uddybe yderligere til vi sidder i Retten i Herning, siger specialanklager Pia Koudahl til Ekstra Bladet.

- Men det er klart, at vi mener, at vi har fat i den rigtige gerningsmand, og at vi i retten kan føre bevis for, at det var ham, der dræbte Hanne Pedersen, tilføjer Pia Koudahl.

'Vi har drøftet den gamle sag'

Ifølge forsvarer Charlotte Krarup er det ikke gået sporløst henover hendes klient, at han har været varetægtsfængslet i snart 15 måneder. Et forløb, hvorunder den 49-årige har valgt at udskifte sin oprindelige forsvarer, advokat Kjeld Skov, med Charlotte Krarup.

- Min klient fejler ingenting, men er selvfølgelig psykisk påvirket af at have været indespærret i så lang tid, hvilket er helt normalt i den slags sager, siger Charlotte Krarup og tilføjer, at hun ingen kommentarer har til årsagen til, at den tiltalte udskiftede sin første forsvarer, Kjeld Skov, til fordel for hende.

- Det er desværre ikke enestående, at sådanne sager trækker ud, og det er naturligvis belastende for den varetægtsfængslede, siger Charlotte Krarup.

Forsvarsadvokaten lægger ikke skjul på, at hun har drøftet den gamle drabssag med sin klient.

- Men hvad vi talte om er fortroligt, og jeg vil helst ikke udtale mig om den gamle sag, siger Charlotte Krarup, der straks vil gøre retten opmærksom på reglen om, at tidligere straffe ikke må indgå i anklagemyndighedens fremlæggelse af den aktuelle sag, hvis det ellers bliver tilfældet.

Moren: Hanne lød veloplagt
Drabet på Hanne Pedersen, der boede alene, blev opdaget, da brandvæsenet blev tilkaldt til hendes hjem nytårsnat.

Stuehuset var omspændt af flammer, og inden for fandt man den 54-årige kvindes forkullede lig. Midt- og Vestjyllands Politi troede i første omgang, at der var tale om en tragisk brandulykke, men tekniske undersøgelser på stedet vakte hurtigt politiets mistanke om, at Hanne Pedersen var blevet kvalt og dræbt inden ildspåsættelsen.

Seks dage senere blev den 49-årige mand anholdt. Politiet blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger ledt på sporet af manden efter at have afhørt Hanne Pedersens  mor. Hun - moren - kunne berette om en telefonsamtale med datteren nytårsaftensdag omkring klokken 17.

- Det er længe siden, jeg har hørt Hanne være så veloplagt. Hun sagde flere gange 'vi' , og jeg forstod det, som om hun skulle fejre nytåret med en mand hjemme hos sig selv, sagde moren til Ekstra Bladet i dagene efter anholdelsen af den 49-årige mand.

Ifølge anklageskriftet har den tiltalte også nået at stjæle både fra Hanne Pedersen mobiltelefon og skabe og skuffer med strømper, cigaretter, kaffe og Knorr-pulversaucer, supper og krydderier. Efterfølgende forærede den 49-årige ifølge anklageskriftet sit tyvegods til venner og bekendte.

Se også: Hanne fik tape for næse og mund inden hun blev kvalt

Se også: Drabet på Hanne: Sagens sammenhæng fortsat 'hemmelig'

Hanne Pedersen bedrev i en lang årrække gedeavl og garnbutik med uld fra de sjældne mohair-geder. Foto: Jørn Deleuran Krimi Fængslet for drabet på Hanne har uhyggelig fortid

1 af 2 
2 af 2 Hanne Pedersen gennemlevede sandsynligvis et sandt mareridt i minutterne inden sin død, da hun ifølge politiet fik tape for næse og mund, inden hun blev kvalt med en ledning. Om et par uger begynder retssagen mod den 49-årige mand, som er tiltalt for det makabre drab nytårsaften 2015/2016. Manden er tidligere dømt for et drab på en kvinde i 1997. Foto Jørn Deleuran
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen