Hans bror, mor og faster blev dræbt i trafikulykke: Tag nu ansvar

Sidste søndag mistede tre mennesker livet i et trafikulykke ved Bogense. I dag står sidste medlem af familien frem med en bøn til befolkningen

Video/redigering: Local Eyes/Signe Skov

På fredag deltager Jacob i den sidste begravelse. Så har han på under to uger begravet fire af sine tætte familiemedlemmer. I dag står han frem i Ekstra Bladet til en snak om ansvar.

- Hvis jeg kan få bare en mere til tage handling over for spritbilister, så føler jeg, at det hele giver bare lidt mening.

For lidt over en uge siden mistede Mads Hoppe, hans mor og faster livet, da en 26-årig mand kørte ind i bagenden på deres bil. Manden havde drukket alkohol og kørte alt, alt for stærkt. 

Tilbage sidder Mads' bror, Jacob, som den eneste nulevende fra deres gren af familien.

Trods den lange afstand mellem Fyn og København var familien tæt og snakkede sammen i telefon dagligt. Mads' bror ønsker at være privat og er derfor sløret på billedet. Privatfoto
Trods den lange afstand mellem Fyn og København var familien tæt og snakkede sammen i telefon dagligt. Mads' bror ønsker at være privat og er derfor sløret på billedet. Privatfoto

Vi har alle et ansvar
Mads Hoppe, hans mor og faster var søndag taget i mormoderens hus. Hun var dagen forinden gået bort, og familien havde et møde med præsten om begravelsen. Jacob havde været med på telefonen fra ferien med sin kone og børn.

Efter mødet var familien kørt mod Odense. I krydset på Odensevej var de drejet ud på hovedvejen, hvor den Porsche Cayenne, som den 26-årige mand kørte, i høj fart havde braget op i bagenden på deres Citroën C4. Ingen af de tre familiemedlemmer havde en chance for at overleve. Manden og hans ven slap med små skader.

- Når der sker sådan nogle uheld, er det nemt og åbenlyst at skyde skylden på den mand, som førte bilen. Han var påvirket, og han kørte for hurtigt. Man kommer også hurtigt til at spørge efter politiet eller politikerne. Vi forventer, at der bliver lavet fartbegrænsende tiltag, højere straffe og flere kontroller. Men hvad med os selv? Hvor passer vi ind i det her, og hvad burde vi selv gøre?

Ordene kommer fra Mads Hoppes to år ældre storebror, Jacob. For ham er det vigtigt ikke udelukkende at pege på føreren af bilen, men som vidne huske at tage et ansvar.

- Det er, som om vi som vidner, venner eller familie trækker os tilbage, når vi ved, at der bliver kørt, selvom der er drukket alkohol. Måske fordi vi synes, det er grænseoverskridende at blande os, men det mener jeg, at vi har et socialt ansvar til at gøre.

- Alle der kender til nogen, som kører i påvirket tilstand, bærer minimum et lige så stort ansvar som føreren for, hvad der eventuelt må ske, siger Jacob, der i fredags begravede sin mor og sin bror.

Den 26-årige fører af bilen forklarede selv i retten, at han om eftermiddagen havde fået fire-fem øl, og at familien nok havde undervurderet hans fart. Vennen, som sad på passagersædet ved uheldet, forklarede, at de dog nærmere havde drukket ni-ti øl og kørte omkring 150 kilometer i timen på strækningen.

37-årige Mads Hoppe mistede livet sammen med sin mor og faster sidste søndag. I dag er den eneste tilbagelevende fra familien en bror. Privatfoto
37-årige Mads Hoppe mistede livet sammen med sin mor og faster sidste søndag. I dag er den eneste tilbagelevende fra familien en bror. Privatfoto
 

En dum beslutning har nærmest udslettet en familie

For to år siden mistede familien faderen til kræft. En sorg, som var svær at komme igennem for familien og især for brødrenes mor.

- Mine forældre havde været sammen i 40 år, og de var hinandens første, store kærlighed. Det var så dejligt at se, hvordan min mor endelig var begyndt at finde livsglæden igen. Hun havde solgt deres fælles hus i Odense og var flyttet ud til samme by, som min kone, vores tre børn og jeg bor i. Rollen som farmor var for alvor blevet hendes nye identitet, og mine børn elskede hende.

Her ses Mads Hoppes far, som for to år siden mistede kampen til kræften. Ved hans side er Mads' mor og Mads selv. Privatfoto
Her ses Mads Hoppes far, som for to år siden mistede kampen til kræften. Ved hans side er Mads' mor og Mads selv. Privatfoto

37-årige Mads Hoppe, personlig assistent for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, var oprindelig fra Kolding, men boede og arbejdede i København.

- Mads var familiens stolthed. Vi var alle så stolte over, hvordan han både omfavnede den måde, han levede sit liv privat, men også de ting, han opnåede arbejdsmæssigt. Vi var meget tætte og snakkede sammen på daglig basis. Han var den udadvendte med en kæmpe omgangskreds, en, som alle virkelig holder meget af. Mads kommer til at efterlade sig et kæmpe hul, ikke kun i mig og min familie, men i hele hans omgangskreds.

På fredag er den sidste begravelse, og det er fjerde gang på under to uger, at Jacob skal tage afsked med nær familie. Det er nemlig begravelsen af hans faster.

- Jeg ved helt ærlig ikke, hvordan man skal komme videre fra sådan noget her. Livet er jo ligeglad, det fortsætter derudad, og det er hårdt at tænke på.

- Kan min fortælling få folk til at tage noget ansvar og reagere, hvis de har mistanke om spritkørsel, føler jeg, at det er rigtigt at stille op her.

Den 26-årige mand, der kørte bilen, som ramte bilen med Mads Hoppe og hans familie, er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for spirituskørsel, uagtsomt manddrab og for at flygte fra stedet.

Mads' bror ønsker at være privat, men Jacob er hans rigtige navn, og Ekstra Bladet kender hans fulde navn. Inden artiklen er bragt, har Jacob læst og godkendt, hvad der er skrevet.