Haps: 1600 røg i politiets fartfælde

- Desværre kører folk lige så hurtigt, som de plejer, lyder det fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Her er Ekstra Bladet med politiet ude at måle hastigheder ved en tidligere lejlighed.

Politiet har reklameret massivt med, at der fra i dag mandag i endnu højere grad bliver målt hastigheder hos trafikanter på danske vejstrækninger.

Alligevel er det en nedslående statusmelding, som politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter kommer med først på aftenen.

For de foreløbige resultater fra kontrolvogne og færdselsbetjente viser, at der køres nogenlunde lige så hurtigt, som der plejer, på strækninger, der er plaget af uheld, ved vejarbejder og tæt på skoler.

- Her først på aftenen er der på landsplan taget lige under 1500 af fotovogne. Og så er der taget 100 i andre kontroller med laser eller videobiler, siger Christian Berthelsen til Ekstra Bladet.

Det var mandag, at de lokale politikredse tog hul på en ugelang kampagne mod fart. Årsagen til kampagnen er, at fart er blandt de vigtigste årsager til, at det kan gå rigtig galt på vejene.

Alle politikredse deltager i kampagnen og har selv udvalgt strækninger, som er særligt plaget af uheld. Det er på disse strækninger, at der bliver målt hastigheder.

Christian Berthelsen selv var først på aftenen til stede på Vestmotorvejen mellem Slagelse og Korsør. Her er fartgrænsen 110 km/t. På knap to timer havde 140 buldret forbi med for meget fart på.

Højdespringeren var 153 km/t, som giver et klip i kørekortet.

Selv om der er mere færdselspoliti på vejene under kampagnen, og der derfor bliver taget flere fartsyndere end normalt, så er der ikke noget i tallene, der tyder på, at folk har lettet trykket på speederpedalen.

- Det er desværre et gennemsnitsniveau, vi ligger på. Et niveau, som vi ligger på hver eneste dag. Og jeg siger faktisk desværre. For det kan måske betyde, at folk ikke har lagt mærke til kampagnen. Eller også tænker de sig simpelthen ikke om, fortsætter Christian Berthelsen.

Fartkontrollerne fortsætter med uformindsket styrke indtil søndag. Tirsdag i næste uge vil Rigspolitiet offentliggøre de samlede resultater af kampagnen, ligesom der også på det tidspunkt vil være blevet analyseret på resultaterne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere