'Har du ild i håret?' Sådan talte pyroman-tiltalte sammen

Løsladt rovmorder og hans kæreste på Amager udviklede deres helt eget vokabular - nu er de tiltalt for en lang række påsatte brande

Der skete skader for flere millioner kroner, da en række turistbusser blev sat i brand på Amager sidste sommer. Nu er et kærestepar tiltalt for at have raseret Amager med en lang række påsatte brande fra maj til august sidste år. Foto: Jesper Centervall
Der skete skader for flere millioner kroner, da en række turistbusser blev sat i brand på Amager sidste sommer. Nu er et kærestepar tiltalt for at have raseret Amager med en lang række påsatte brande fra maj til august sidste år. Foto: Jesper Centervall

Tredje dag i retssagen mod et par, der er tiltalt for et væld af påsatte bilbrande i Københavns gader, startede med kram og kærlige gloser mellem de to amagerkanere, der sidder på anklagebænken.

Mens han, 42 år og tidligere dømt for rovmord, har siddet varetægtsfængslet siden oktober, er hun, 38 år og mor til tre, på fri fod for at tage sig af deres fælles spædbarn.

Af anklageskriftets i alt 15 forhold vedrørende brandstiftelse skal de seks være begået af de to i forening. Det drejer sig blandt andet om flere personbiler og en politibil, der blev sat ild til.

Se også: Nu skal han for retten: Rovmorder tiltalt som serie-pyroman

Det er blevet den 38-årige kvindes tur til at svare på spørgsmål, og efter en time med baggrundsspørgsmål, hvor anklager Jakob Buch-Jepsen har boret i, om kvinden sidste år, hvor de påsatte brande fandt sted, havde et misbrug af alkohol og medicin (det nægter hun), drejer spørgsmålene sig nu om en særlig sprogbrug, det pyroman-tiltalte par benyttede sig af.

'Jeg har været ude at futte af', kunne den 42-årige mand for eksempel sige og få et kærligt grin fra kæresten.

- Det er sådan, min mand og jeg taler sammen. Det er bare gas, forklarer den 38-årige kvinde i retten.

Via en telefonaflytning, der blev iværksat efter en otte millioner kroner dyr påsat brand på et busanlæg på Amager i august sidste år, har politiet opsnappet samtaler og sms'er mellem de to tiltalte. Gennemgående temaer i parrets kommunikation er 'ild', 'brand' og 'futte af'.

Her følger en smagsprøve på nogle af parrets faste vendinger med kvindens egen forklaring af, hvad de betyder:

 

    Skal vi sætte fut i noget = skal vi fyre op under dagen

    Har du ild i håret = er du oppe at køre/er du påvirket

    Hvad har du ild i = Hvad laver du/hvad har du gang i

    Jeg har været ud at futte af = jeg har været ude at give den gas

 

Se også: Politiet lod kendt rovmorder gå: 12 brandstiftelser fulgte

Men det var alt sammen ment som gas og jokes, forsikrer den tiltalte kvinde retsformanden.

Også 18. maj sidste år, hvor der om morgenen blev sat ild til et skilt hos en ejendomsmægler og en Seat-personbil på Prags Boulevard på Amager.

Op til brandstiftelserne havde kvinden sendt kæresten, som hun havde mødt få måneder forinden, en sms med ordlyden:

'Vil du tage forbi tanken og fylde en dunk op med benzin?'

Kvinden kan ikke helt forklare, hvad meningen med udtrykket er, eller hvori det sjove består, men det var bare en joke, fastholder hun.

Se også: Rovmorder tiltalt som pyroman: 'Jeg har været ude og futte af, ha-ha-ha'

- Jeg har aldrig haft intentioner om at sætte ild til noget. Det har jeg ikke noget behov for, siger kvinden, som nægter sig skyldig i alle tiltalepunkterne.

Anklager Jakob Buch-Jepsen har dog stærke beviser med i sin mappe.

Blandt andet er der fundet billeder fra flere af brandene på parrets mobiltelefoner, ligesom der på et af gerningsstederne er fundet plastikhandsker med DNA-match på den 38-årige kvinde.

De to mødte hinanden i marts, blot en måned efter den 42-årige mand var færdig med at afsone sin dom for et mord, der blev begået i 00'erne.

De er begge beskyttet af navneforbud.