Hash-bande sendt 65 år i fængsel

Efter salami-metoden, skive efter skive, har politiet nu fået dømt 19 tiltalte i kæmpe hash-sag

Under en hemmelig ransagning maskeret som et indbrud, beslaglagde politiet 326 kilo hash under efterforskningen af 'Operation Bamse', hvor 19 nu er dømt. (Arkivfoto fra anden hashsag)
Under en hemmelig ransagning maskeret som et indbrud, beslaglagde politiet 326 kilo hash under efterforskningen af 'Operation Bamse', hvor 19 nu er dømt. (Arkivfoto fra anden hashsag)

65 år og otte måneders fængsel samt en dom til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Sådan kan regnskabet i hash-sagen 'Operation Bamse' nu gøres op, efter at retten i Glostrup har dømt de sidste fire deltagere i en hash-liga, der har smuglet flere tons hash fra Spanien til Danmark.

I januar tilstod bagmanden Tejs Søgart Halberg, 44, indsmugling af 2,6 tons hash. Han fik otte års fængsel og konfiskeret 12 millioner kr. Han var nummer 15, der fik dom og ud af dem havde 13 valgt at tilstå.

De sidste fire af de 19 involverede nægtede sig skyldige, og derfor tog retten i Glostrup den 5. januar hul på en længere retssag mod de fire.

Men undervejs kom tre af dem på andre tanker og valgte så også at tilstå. Det skete, da en af de tidligere dømte vidnede mod dem i retten.

'Hemmelig agent'
Den fjerde tiltalte, 48, der er erklæret for sindssyg og derfor fik en behandlingsdom, mener, at han har arbejdet som hemmelig agent for politiet ved at infiltrere hash-banden og derfor skal frifindes.

Han har anket behandlings-dommen til landsretten, men er fundet skyldig i medvirken til 182 kilo hash.

Se også: Hash-bagmand tilstår: Nu vil politiet tage hans flåde af luksus-biler

Den 33-årige Kenneth Severin Pedersen blev ved dommen i Glostrup Ret fundet skyldig i 1550 kilo hash og fik fem år og seks måneders fængsel. Han blev frifundet for et forhold om 73 kilo hash.

Hans medhjælper Mads Lund, 33 fik fire års fængsel for 1,2 tons hash, mens den 31-årige Kenni Jensen fik tre år og seks måneders fængsel. Han blev frifundet i flere forhold, men dømt for 695 kilo hash.

Se også: Politiets fede plan: Sådan blev hash-gangstere fuppet

De tre dømte modtog dommene.

- Hele sagen med 19 domfældte er nu færdig, siger senior-anklager Ulrich Thomsen.

Sag mod veksel-bureau
Politiet har dog et hængeparti med en udløber af 'Bamse-sagen', nemlig sagen mod et veksel-bureau, der ifølge sigtelsen har hjulpet med at hvidvaske de mange millioner kr., som penge-kurérer kørte ned til bagmanden i Alicante, Spanien.

Der er endnu ikke rejst tiltale mod indehaveren af veksel-bureauet.

To penge-kurérer er tidligere dømt i sagen for at have kørt cirka 45 millioner kr., vekslet til euro, ned til Tejs Søgart Halberg i Spanien. Han var højre hånd for en stor bagmand kun kendt med øgenavnet 'Soto'.

Tejs Søgart Halberg, der formåede at holde sig skjult i Spanien i fem år, mens han var på flugt fra narkodommen i Danmark, sørgede for at arrangere smuglerturene, skaffe lastbiler og holde møder med aftagerne og få udbyttet fra hash-salget kørt ned til Spanien.

Hans 'pengemand' i Danmark var hans revisor-ansatte svigersøn, der tidligere har fået seks et halvt års fængsel for sin centrale rolle i hash-sagen.

 

Se også: Dømt: Hjalp flygtet svigerfar med at smugle tonsvis af hash til Danmark

Se også: Flugt-fange skjulte sig i fem år: Tiltalt for smugling af 3,4 tons hash

Se hashsmuglere i aktion ved højlys dag på stranden på Costa del Sol i juni 2015 (Video: Privatoptagelser) 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere