Havde foto af syvårig, der bliver omskåret: Risikerer fængsel på livstid

Udover at have gemt kvindelige kønsorganer i sit køleskab, mener sydafrikansk politi også at danske Peter Frederiksen har haft billede af en syvårig pige, der bliver omskåret 

Den 63-årige Peter Frederiksen gemte sit ansigt under et håndklæde i retten. (Video: Anthon Unger)

(BLOEMFONTEIN, Ekstra Bladet): Netop nu sidder danske Peter Frederiksen i fængslet Grootvlei uden for Bloemfontein, hvor han deler celle med syv til ni andre medfanger.

Hvis det står til Sydafrikansk politi, kommer danskeren til at sidde der en rum tid.

- Vi har sigtet ham for to seksuelle overgreb, brud på folkesundheden i forbindelse med fundet i fryseren, besiddelse af børnepornografi, vold, trusler og flerkoneri.

Vi forventer, at han vil få mellem 15 år til livstid, fortæller efterforsker Lynda Steyn.

I Sydafrika betyder livstid mindst 25 års fængsel, hvorefter der vil være mulighed for prøveløsladelse.

Enestående sag
Hun forklarer, at der ikke tidligere er set lignende sager i Sydafrika, hvor en mand er blev anholdt for at have gemt kvindelige kønsorganer.

Derfor går man efter den maksimale straf for at afskrække andre potentielle kriminelle.

- Det er uhyrlige forbrydelser, han har begået.

Blandt andet har vi fundet et fotografi af en syvårig pige, der bliver omskåret blandt de hundredvis af billeder, vi har beslaglagt hos den 63-årige dansker, siger efterforskeren.

Billedet stammer efter al sandsynlighed fra Lesotho.

Det sydafrikanske politi er nu i gang med at kontakte familien.

Peter Frederiksen sidder foreløbigt fængslet frem til 28. september, hvor en dommer på ny skal tage stilling til, om Peter Frederiksen fortsat skal være fængslet.