Havde glad aften før han blev skudt

Fejrede sin nye forfattertitel med venner og kolleger inden skuddrama

Nedim Yasar (iført hvid skjorte) holder sin nye bog 'Rødder' ved bogreceptionen mandag aften. Til højre for ham står bogens medforfatter og Nedim Yasars medvært, Marie Louise Toksvig. Privatfoto
Nedim Yasar (iført hvid skjorte) holder sin nye bog 'Rødder' ved bogreceptionen mandag aften. Til højre for ham står bogens medforfatter og Nedim Yasars medvært, Marie Louise Toksvig. Privatfoto

Der var store smil og fejring, i timerne før den tidligere bandeleder Nedim Yasar blev skudt på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter mandag aften, og kommentarfelterne på Facebook var fyldt med emojis af champagneflasker og hjerter.

Her var den 31-årige nyslåede forfatter midtpunktet ved en bogreception på samme gade, hvor han poserede stolt med bogen 'Rødder' blandt andet sammen med nuværende og tidligere værter på 'Politiradio' på Radio24syv.

'Vi fejrer, at Nedim har udgivet sin bog, hvor han med hjælp fra Marie Louise (Toksvig, medvært på 'Politiradio', red.) fortæller om de kriminelle parallelsamfund der findes i DK, og hvordan han kom ud af bandemiljøet. Respekt', skrev blandt andre den nuværende medvært Sebastian Richelsen i går klokken 20.02 til et billede fra receptionen.

Her står Nedim Yasar skulder ved skulder med venner og kolleger fra Radio24syv.

Billedet fik Marie Louise Toksvig til at svare klokken 20.14:

'En særlig fornøjelse at have næsten alle mine Politiradio-mænd om mig på én gang - manglede kun Roland Møller'.

På det tidspunkt vidste ingen af dem, at Nedim Yasar allerede var blevet skudt. Københavns Politi fik meldingen om skyderi klokken 19.38 og var hurtigt massivt på stedet.

Takkede for støtten
I tiden op til bogudgivelsen delte Nedim Yasar også søde og positive beskeder på Facebook, som han havde fået, og takkede for støtten.

Heriblandt en besked fra en, som han skrev, stadig 'mænger sig i det forkerte miljø', som han delte så sent som i går eftermiddag. Her står der:

'Min bror, læste din artikel i går. Har selv været en del af omtalte ting osv. og har stadig min måde at leve på, kan man sige. Men en ting skal du vide, og det er at mange ytrer, at de mener, man er svag i det, at man går væk fra 'bandelivet'. Tværtimod viser det faktisk, hvor stærk du er, i det du har droppet det, da det er endnu svære end bare at blive. Så vær stolt, ik alle har motivation til faktisk at komme videre og leve en normal tilværelse. Love you my brother og alhamdulilah for dig.'

Nedim Yasar har delt beskeden med anonymiseret afsender.

13. november delte han en besked fra Instagram, som han havde fået fra en gammel 'bror', der har taget samme vej som han selv, men som føler sig alene om kampen, fordi han blev smidt ud af exitprogrammet.

'Ney Nedim ved ik om du husker mig fra gl. dage var i bmc Aalborg den gang vi mødtes. Fedt at se dig nå så langt. Du gir en blod på tanden til at kæmpe videre. Jeg kæmper stadig min kamp mod systemet og klubberne', siger han.

7. november delte han en besked fra en ung fyr med ordene, at han blev lykkelig over at få beskeder som denne fra unge mennesker, der giver ham motivationen til at blive ved med at kæmpe for, at de ikke ender i dårligt selskab.

I beskeden fra den unge mand til Nedim står der:

'Du skal vide, at det motiverer mig hver dag til at lægge mit liv om og fokusere på det, der rent faktisk giver mening i livet og den lange bane. Du er et fantastisk forbillede, og alt du har opnået indtil videre, det er simpelthen fuldt fortjent.'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere