Helikopter i luften: Politiet beder om hjælp til at finde forsvundet kvinde

Politiet søger efter en kvinde uden overtøj i området ved Bjæverskov og Køge på Midtsjælland

Der er helikopter i luften over Lidemark grundet eftersøgningen (Video: Steven Knap / Byrd)

Opdateret med signalement af den forsvundne kvinde.

En 48-årig kvinde har været forsvundet fra sit hjem i mere end et døgn, hvilket har fået Midt- og Vestsjællands Politi til at lede efter kvinden ved hjælp af helikopter og politihunde.

Det oplyser kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

Kvinden har i løbet af natten til onsdag forladt sit hjem i en lettere nedtrykt tilstand. Da hun efter et døgn endnu ikke er vendt hjem, har hendes samlever valgt at efterlyse hende torsdag morgen.

- Hun har formentligt ikke noget overtøj på, for hendes samlever oplyser, at hendes sædvanlige jakke hænger derhjemme, fortæller Martin Bjerregaard.

Politiet har sendt en helikopter i luften over skovarealerne ved Lidemark i området ved Bjæverskov og Køge i håb om at kunne finde kvinden hurtigst muligt.

Den forsvundne kvinde beskrives som etnisk dansk. Hun er cirka 170 centimeter høj, slank til almindelig af bygning. Hun har brune øjne, og et mørkt, skulderlangt og krøllet hår.

Der er ingen oplysninger om kvindens påklædning, andet end at hun nok ikke har en jakke på.

Ser man kvinden skal man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 46351448.

Ekstra Bladet følger sagen ...

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere