Helikopter og 100 mennesker leder efter forsvundne Gerda

Demente Gerda Lisbeth Mølvig har været forsvundet siden søndag formiddag, og intens eftersøgning er i gang

Omkring 100 borgere i Ringsted har søndag aften ledt efter 72-årige Gerda Lisbeth Mølvig, der har været forsvundet siden søndag formiddag. (POLITIFOTO)
Omkring 100 borgere i Ringsted har søndag aften ledt efter 72-årige Gerda Lisbeth Mølvig, der har været forsvundet siden søndag formiddag. (POLITIFOTO)

Siden søndag formiddag omkring klokken 11 har 72-årige Gerda Lisbeth Mølvig været forsvundet fra sin bopæl i Ringsted.

Det betød, at politiet søndag eftermiddag sendte en efterlysning ud, hvor man bad borgere om at være opmærksomme og hjælpe med at finde kvinden.

Og den opfordring har mange taget til sig. Således har omkring 100 mennesker begivet sig ud med lommelygter og hunde for at lede efter Gerda Mølvig.

Det fortæller Ringsted-borgeren Poul Nørgaard Andersen, der også selv har været med ude at lede.

- Normalt er der ingen mennesker i området på denne her tid, så det er fascinerende at se, at så mange mennesker er ude for at lede, siger han til Ekstra Bladet.

Han kender ikke selv Gerda Mølvig, og han fortæller, at der er mange ligesom han selv uden personligt kendskab til den forsvundne kvinde, der har været ude for at gøre en indsats for at få hende hjem i trygge hænder igen.

Helikopter gennemsøger området
Ud over de mange frivillige, har politiet også fået hjælp af en helikopter fra Værnsfælles Forsvarskommandos marineenhed (tidligere Søværnets Operative Kommando, SOK) til at hjælpe med eftersøgningen.

- Den flyver lidt lavt, fordi den blandt andet bruger varmesøgende sensorer til at lede, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Eftersøgningen efter Gerda Mølvig har dog fortsat været uden held, så politiet beder stadig offentligheden om hjælp til at finde Gerda.

Hun beskrives som alderssvarende af udseende, 170 cm høj, kraftig af bygning og med kort gråt hår. Hun er iført en lyserød polo t-shirt og en rød trøje. Hun bærer desuden briller.

Har du set Gerda eller har du oplysninger i sagen i øvrigt, kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på telefon 114 eller 46 35 14 48.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere