Helt vildt: Mand dømt for katte-kast og slag med bongotromme

En 60-årig mand er idømt et år og tre måneders fængsel for blandt andet at have kastet en kat ud fra anden sal og for at have slået en pædagog i ansigtet med et sæt bongotrommer

En 60-årig mand er blandt andet dømt for at have kastet en kat ud fra anden sal og for at have slået en pædagog med bongotrommer. Foto: Per Rasmussen
En 60-årig mand er blandt andet dømt for at have kastet en kat ud fra anden sal og for at have slået en pædagog med bongotrommer. Foto: Per Rasmussen

En 60-årig mand fra Svendborg er ved retten i Nykøbing Falster blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for nogle ret atypiske forbrydelser.

Manden var ifølge anklageskiftet tiltalt for i alt seks punkter og blev ifølge anklageren, Mads Skovby Hansen, dømt for dem alle, hvilket altså tilsammen udgjorde den samlede straf.

Et af tiltalepunkterne lød på, at den 60-årige tilbage i januar 2016 angiveligt skulle have kastet en kat ud af et vindue fra anden sal.

- Han sagde i retten, at katten selv hoppede ud af vinduet, men et vidne har altså set, at det var ham selv, som kastede katten, fortæller Mads Skovby Hansen til Ekstra Bladet.

Vidnet skulle efter kastet have meddelt manden, at mishandlingen altså ville blive meldt til politiet, hvilket ikke faldt i god jord hos den 60-årige.

Ifølge anklageskriftet reagerede manden så kraftigt, at han truede vidnet med ordene 'skal du ha' øretæver' og 'vi ses om et halvt år'.

Katten blev 'så skadet, at den måtte aflives på grund af læsionerne'.

Trommeslag
Godt halvandet år efter - i august 2017 - slog svendborgensereren ifølge anklageskriftet en kvindelig pædagog i ansigtet med et sæt bongotrommer.

Ifølge anklageren blev manden bortvist fra et bosted, hvilket medførte en så høj grad af utilfredshed, at han altså måtte ty til det noget utraditionelle slagvåben.

Den forurettede måtte efter hændelsen en tur på hospitalet, og slaget blev da også takseret til vold i retten.

- Hun pådrog sig mærker på kinden og var hævet op, men hun har ikke fået varige mén af slaget, fortæller Mads Skovby Hansen.

Foruden dyrplageriet, truslerne og det atypiske trommeslag er manden blevet dømt for et tilfælde af hærværk samt to brandstiftelser, hvor der skete skader for mere end 430.000 kroner.

Ifølge anklageren har den 60-årige nu dømte endnu ikke besluttet, om dommen skal ankes.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere