Hemmelig sag: Politiet gjorde kæmpe narko-fangst

Politiet har beslaglagt en rekordstor mængde amfetamin i en sag fra Amager

Ekstra Bladets krimiredaktør fremlægger sagen.

Det var et tip udefra, som har ført politiet til en rekordstor fangst på narkotikaområdet i en hidtil hemmeligholdt sag.

Politiet har beslaglagt 422 kilo amfetamin og under samme aktion fandt politiet frem til i 2,5 tons hash (præcist 2 tons og 531 kilo), oplyser Steffen Th. Steffensen, afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Sagen har hidtil været mørkelagt og er efterforsket i et samarbejde mellem OC og OSA, afdelingerne for Organiseret Kriminalitet og Operativ Special Afdeling.

Tre blev anholdt og varetægtsfængslet i sagen i november. Grundlovsforhørene fandt sted bag såkaldt dobbeltlukkede døre. Det vil sige, at offentligheden end ikke måtte kende ordlyden af sigtelserne mod de tre, da de blev fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

I følge Ekstra Bladets oplysninger var der dog tale om et par og et yngre familiemedlem. Relationerne mellem de anholdte har politiet fortsat ingen kommentarer til.

Fik et tip

Men det var i sandhed et opsigtsvækkende fund, som politiet gjorde efter de i midten af november undersøgte et tip om, at der foregik noget mistænkeligt på et lagerhotel på Amager.

Her rykkede politiet ind og fandt 500-600 ruller, der indeholdt plastik til at lave plastikposer af. Plastikrullerne viste sig at rumme de store mængder hash.

Politiet fandt ud af, hvem der ejede lokalet og ransagede nu på en bopæl på Amager, og her gjorde de den særlige opdagelse, i alt 422 kilo amfetamin. I begyndelsen mente politiet , der kunne være tale om ecstasy, men en undersøgelse slog fast, at den enorme mængde narko altså var amfetamin.

I forbindelse med sagen har politiet også beslaglagt 450.000 kroner.

En kvinde blev i første omgang anholdt og fængslet. Siden blev to mænd sat bag tremmer, mistænkt i sagen. Kvinden er dog blevet løsladt igen, oplyser politiet.

Københavns Politi vil ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen, som endnu ikke er færdigefterforsket.

- Har sagen forbindelse til rocker-bandemiljøer?

- Det har jeg ingen kommentarer til, svarer Steffen Th. Steffensen.

 

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere