Henrettes for at slå på koran med sko

Det er livsfarligt at vende islam ryggen i Saudi-Arabien

En 20-årig mand er dømt til døden i Saudi-Arabien, fordi han har revet et eksemplar af koranen itu og slået den med en sko, hvilket i den arabiske verden er udtryk for dyb foragt.

Den unge mand havde vendt islam ryggen og offentliggjorde en video, hvor han krænker muslimernes hellige bog. Saudiernes religiøse politi fandt videoen på internet-siden Keek, og sagen blev derefter overdraget til anklagermyndigheden.

– I videoen forbander han Allah, profeten Muhammed og profetens datter Fatima, oplyser en politikilde ifølge den engelsk-sprogede avis Saudi Gazette.

En islamisk domstol fandt den unge mand skyldig i at have vendt islam ryggen, hvilket ifølge sharia er en af de største synder.

– Han blev dømt til døden, da det var bevist, at han var frafalden, siger kilden.

Saudi-Arabien er på Amnestys sorte liste, fordi det konservative kongedømme straffer lovovertrædere efter sharia-loven.

Det indebærer blandt andet afhugning af lemmer, piskeslag og henrettelser ved halshugning eller stening. Henrettelserne eksekveres ofte i fuld offentlighed.

Trods protester fra vesten blev bloggeren Raif Badawi i 2014 idømt 1000 piskeslag og 10 års fængsel for offentlig kritik af landets politiske og religiøse ledelse.

I januar døde den saudiarabiske kong Abdullah og vestlige ledere strømmede til begravelsen i Riyadh. Blandt deltagerne var USA's præsident, Barack Obama, den britiske premierminister, David Cameron, og kronprins Frederik.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere