Her blev russisk oppositionsleder dræbt

Drabet på kendt Putin-kritiker kan være en 'provokation' og ligner et lejemord, siger Ruslands præsident

Boris Nemtsov blev fredag skuddræbt i Moskva. Advarsel! Voldsomme billeder (Video: AP)

Den russiske præsident, Vladimir Putin, fordømmer drabet på oppositionsleder Boris Nemtsov og siger, at det ligner et lejemord.

Fredag aften ikke langt fra Kreml blev Ruslands tidligere vicepremierminister og nuværende oppositionsleder, Boris Nemtsov, skudt og dræbt.

Boris Nemtsov er kendt for at være en af den russiske præsidents største kritikere.

Putin har ifølge nyhedsbureauet Tass givet ordre til, at der skal igangsættes en undersøgelse af drabet.

- Putin bemærkede, at det voldsomme drab tyder på at være et lejemord og er en klar provokation, siger Putins talsmand Dmitrij Peskov.

- Den russiske præsident udtrykker dyb medfølelse til de pårørende til Boris Nemtsov, som døde tragisk, siger Peskov.

Det er endnu yderst sparsomt med oplysninger.

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev Nemtsov ramt af skud, der blev affyret fra en forbipasserende bil, da han gik sammen med en kvinde ved en bro i den russiske hovedstad.

Kvinden, der fulgtes med Nemtsov, blev natten til lørdag ifølge en talskvinde fra indenrigsministeriet afhørt.

Den ukendte gerningsmand affyrede ikke mindre end syv-otte skud mod Nemtsov, oplyser Vladimir Markin, talsmand for undersøgelsesudvalget.

Drab før demonstration

Drabet på Nemtsov skete få dage før en planlagt massedemonstration mod Putins styre.

Ifølge Nemtsovs advokat, Vadim Prokhorov, modtog Nemtov trusler på de sociale medier for nogle måneder siden.

- Vi bragte informationerne videre til politiet, men hørte ikke mere til det, har Prokhorov fortalt russiske medier ifølge CNN.

I sit sidste blogindlæg før sin død opfordrede Boris Nemtsov alle oppositionens støtter til at møde op til demonstrationen søndag i Moskva-bydelen Marino.

Den tidligere premierminister og oppositionspolitiker Mikhail Kasjanov mødte op ved gerningsstedet for at vise sin støtte til sin afdøde ven.

- Dette er hævn for, at Boris konsekvent og i mange, mange år kæmpede for at gøre Rusland til et frit, demokratisk land. I det 21. århundrede, i 2015, er en oppositionsleder blevet demonstrativt skudt nær Kremls mure. Det overgår enhver forestilling, siger Kasjanov ifølge AFP.

Fra USA siger præsident Barack Obama, at det russiske folk har mistet en af sine mest dedikerede rettighedsbeskyttere.

- USA fordømmer det brutale drab på Boris Nemtsov, og vi opfordrer den russiske regering til at gennemføre en hurtig, upartisk og gennemsigtig redegørelse af omstændighederne ved drabet og til at sikre, at de ansvarlige for dette ondskabsfulde drab stilles til ansvar, lyder det i en meddelelse fra Barack Obama.


Her bliver Boris Nemtsov ført bort af politiet under en tidligere demonstration. (video: AP)

1 af 2 Politifolk holder fast i Boris Nemtsov under en tidligere aktion. (Foto: AP)
2 af 2 Boris Nemtsov blev skudt i Moskva, hvor han var kendt for at være en af præsident Putins største kritikere. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere