Her er 5 grusomme Halloween-mord fra det virkelige liv

Det er ikke kun på film, at Halloween kan være en frygtindgydende. Også i virkeligheden har voldsomme drab fundet sted på årets mest uhyggelige aften

1. Far forgiftede søn med slik


(Ronald Clark O'Bryan slog sin egen søn ihjel. (Foto: Politifoto)

Et af de mest uhyggelige drab begået på Halloween fandt sted i 1974 i Texas. Ronald Clark O'Bryan havde forgiftet sin søns slik Pixy Stix, der er en slags pulver, man suger op gennem et sugerør. Giften var cyanid - det samme kvælende giftstof, som nazisterne brugte til produktet Zyklon B, da de aflivede fanger i gaskamrene i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig.

Ronald Clark O'Bryans formål med at slå sin egen søn ihjel var ufatteligt - han gjorde det i håbet om at få penge via sin forsikring, da han var kommet i dyb gæld. Derfor købte han cyanid-stoffet og puttede det ned i fem Pixy Stix-sugerør, som han hæftede sammen og gav til sin søn, datter og tre andre børn i nabolaget. Hans plan var at slå dem alle ihjel og skyde skylden på naboen.

Ronald Clark O'Bryans søn, Timothy, slugte Pixy Stix-pulveret - som den eneste af børnene, hvorefter han begyndte at kaste op. Han var død, inden han nåede til hospitalet. Ronald Clark O'Bryan blev fundet skyldig og fik sin dødsstraf i 1984.

2. Mand pløkkede familie ned med AK-47


(Quentin Patrick pløkkede en hel familie ned. Foto: Politifoto)

Pusheren Quentin Patrick fra den amerikanske stat South Carolina reagerede på en ekstrem voldsom måde, da det bankede på hans dør Halloween-aften i 2008. Han troede, det var rivaliserende bandemedlemmer, så han greb sin AK-47'er og affyrede intet mindre end 29 kugler gennem døren. 11 af disse kugler ramte og dræbte 12-årige T. J. Darrisaw, hvis far og lillebror også blev ramt, men overlevede. Quentin Patrick blev idømt 30 års fængsel for drabet.

3. Blodbad i bofællesskab

(Eric Copple slog sin forlovedes veninde og hendes bofælle  ihjel. Foto: Politifoto)

De tre piger Leslie Mazzara, Adriane Insogna og Lauren Meanza havde brugt Halloween-aften i 2004 på at hygge sig i det bofællesskab, hvor de alle tre boede. De havde uddelt slik til de børn, der kom forbi i løbet af aftenen, men da de var gået i seng, skete noget mystisk. Lauren vågnede ved ettiden om natten ved lyden af et slagsmål på etagen over hende og flygtede fra huset. Hun gemte sig i baghaven og så senere en mand kravle ud af vinduet.

Da hun løb op for at se til sine bofæller, var de døde - stukket ihjel. Det tog næsten et år at finde morderen, men fingeraftryk på de cigaretskod, som blev fundet på gerningsstedet, afslørede i sidste ende Eric Copple, der var forlovet med en af den myrdede Adriane Insognas veninder. Han frygtede, at hans forlovedes venskab med Adriane truede det kommende bryllup. Eric Copple skal tilbringe resten af sit liv i fængslet.

4. Lesbisk forelskelse udløste jalousi-mord


(Det var en pistol i stil med denne, Goldyne Pizer brugte til at slå Peter Fabiano i hjel med. (Foto: Cory Schaffer, AP)

Peter Fabiano forventede nok, at det var et par uskyldige børn, der ville have slik, da det bankede på hans dør i Sun Valley i USA, Halloween-aften i 1957. Men det var i stedet en voksen, fuldt udklædt, som skød ham direkte i brystet med et skydevåben, der var gemt i en brun papirspose. Morderen var en kvinde ved navn Goldyne Pizer. Hun var venner med en anden kvinde, Joan Rabel, der var forelsket i Peter Fabianos kone Betty.

Men før Pizer og Rabel nåede at få Fabianos lig af vejen, blev de fanget af politiet og sigtet for mord af anden grad, hvilket ifølge den amerikanske straffelov betyder, at de kunne idømmes fængsel på op til livstid. Goldyne Pizer skulle dog allerede være blevet løsladt i 1971.

5. Myrdet for at tage kærestens slik


(Ledell Peoples slog sin kæreste ihjel pga. noget slik. Foto: Politifoto)

55-årige Ledell Peoples fra Chicago er tilsyneladende ekstraordinært glad for slik. Det klikkede i hvert fald fuldstændig for ham, da hans kæreste Maria Adams i 2011 havde taget hans pose med Halloween-slik.

Kæresteparrets skænderi over slikket førte til, at Maria Adams smed en tallerken i hovedet på Ledell Peoples, så han fik en flænge. Derefter tog han en kniv og dolkede hende ihjel.

Kilder: Thought Catalog, Mandatory, LA Times Blog